Dansk Biografisk Leksikon tillægger ham kun tre symfonier, men 'Musikkens historie i Danmark' svinger sig op på fire. På baggrund af Thomas Michelsens informative noter i dacapos nye udgivelse ved vi nu, at Klenau nåede at skrive ni (!). De sidste to befinder sig hos Klenaus barnebarn i Wien. Hvorfor Wien? Jo, for nok var Klenau danskfødt, men i sin musik talte han østrigsk eller tysk, akzentfrei. Og hvis vi bliver ved metaforen, må det tilføjes, at han som musiker beherskede den højt svungne germanske retorik med dens lange sætningsforløb og store ord. I Danmark beundrede man håndværket snarere end inspirationens tydelige afsenderadresse. Herhjemme var han mest værdsat som musikformidler: Han introducerede bl.a. Schönberg, Alban Berg og Holsts Planeterne. Han indførte også Schönbergs moderne principper i nogle af sine egne værker, som f.eks. den syvende symfoni, uden at modernismen ligefrem stormer én i møde. Det er en patetisk symfoni, hvis tilblivelse midt under Anden Verdenskrig kan motivere musikkens tunge tragiske, desperate stemningsleje. Betydeligst er 4.-satsen. Tilsvarende er udgivelsens anden sværvægter 'Gespräche mit dem Tod' fra 1916 komponeret under indtryk af en verdenskrig. Den lyder generelt som noget, der kun kunne være skrevet i skyttegravenes skygge. Her yder den svenske alt Susanne Resmark en indsats, der ikke står tilbage for komponistens. Mest indtagende fremtræder Klenau dog i sit mest impressionistiske - og mindst karakteristiske - værk, 'Jahrmarkt bei London', som er inspireret af et ophold i England i 1923. Det er et naturbeskrivende stykke programmusik, der indledes og afsluttes af en stemningsfuld sang til Londons grå tåge. Sangen synges - smukt - af en altstemme (Sidsel Abel), der grangiveligt lyder som en dreng. Forhåbentlig bliver der en dag også mulighed for at høre Klenaus øvrige symfonier, også de to, der ligger og samler støv i en privat skuffe i Wien. (Symfoni nr. 1 og 5 foreligger allerede).