Ikke påfaldende gestikulerende. Snarere bolsjesejt i trækket, hvis det endelig skal være. Men superfacetteret. Disse Beethovenrealiseringer er så gennemførte, at ikke selv de dristigste betoninger virker forcerede. Harnoncourt og Aimard - musikere fra vidt forskellige verdener - har fundet hinanden i livefortolkninger fulde af nuancer. Fra køligt blåt til støvet vinrød. Den franske solist, der traditionelt er den ny musiks mand, er fjernt fra at stjæle billedet i negativ forstand, skønt han spiller med en perfektion, der får ikke mindst finalesatserne til at glimte. Tværtimod er balancen udpræget jævnbyrdig. Som om en bevidst bestræbelse er gået på at ælte solisten ind i orkestersatsen, der præges af virtuost spil: fortryllende slanke strygere og dejligt snerrevorne horn. G-dur-koncerten ligger badet i eftertænksomhedens solbløde skær, mens 'Kejserkoncerten' tindrer i grønt og gult. Der er eftermiddagssol over de langsomme satser. Klangbilledet samler sig til det polerede. Men elskere af Harnoncourts Beethovensymfonier med deres vidtfavnende udtryksregister (også Teldec) vil ikke blive skuffet. Både overraskende og fornemt er det. I den retning har Harnoncourt udviklet sig, og sådan her har De med garanti aldrig hørt Beethovens klaverkoncerter før. Sættet er et must for Beethovenfans og tåler sammenligning med Alfred Brendels, Simon Rattles og Wienerfilharmonikernes. Under alle omstændigheder er det et højdepunkt i Aimards karriere, der kan måle sig med hans roste indspilninger af Ligeti og Messiaen. Thomas Michelsen thomas.michelsen@pol.dk