Han skyr intet middel, det være sig klangligt eller symbolsk, og er kendt for en uudtømmelig opfindsomhed i at få instrumenter til at lyde anderledes, end de plejer, i en suggestiv udtryksverden, der til tider mere ligner new age-agtige mystiske ritualer end komposition i gængs forstand. I den spinkle faktur er de musikalske ytringer som bålbelyste ansigter i mørke. I stedet for en musikalsk mekanik gælder interessen de enkelte udsagn og deres symbolværdi - klangfænomener, melodiske gestus, citater og allusioner. F.eks. bygger klaverværket 'Eine kleine Mitternachtmusik' (2001) på Thelonius Monks 'Round Midnight' (ikke, som man kunne tro, på Mozart) og citerer forbigående, men tydeligt Debussy, Wagner og Richard Strauss. Det er yngst på dette Vol. 9 af Crumbs samlede værker og næsten gemytligt med sine reminiscenser af jazzharmonik. De to vokalværker fra 1965-70 over tekster af Federico García Lorca, en digter Crumb ofte er vendt tilbage til, er snarere uhyggelige med deres bittersøde kredsen om længsel og død. 'Ancient Voices' for sopran, drengesopran og stort ensemble er typisk Crumb med hvisken og råb, orientalismer og malerisk overraskende klange, herunder forstemt mandolin og legetøjsklaver, samt en kraftig hentydning til Mahlers 'Lied von der Erde'. Det er udkomponeret poesi: smukt, hemmelighedsfuldt - og såre underholdende. De tolv 'Madrigals' for sopran og få instrumenter er strengere og mere indadvendte, vokalt virtuose med voldsomt springende linjer i modernistisk tradition og et destilleret udtryk: Hver tone har betydning. Alle udførelser er hengivent engagerede og overlegent sikre.