De er dejligt ambitiøse, de yngre danske musikere, når de spiller barok. De graver sig ned i gamle noder og arkiver og finder musik frem – både stykker, vi tror, vi kender til hudløshed, og som umuligt kan udgives i nye versioner, og alt muligt, vi slet ikke kender – og gør alt muligt ved begge dele for at fortolke så historisk rigtigt eller kunstnerisk interessant som muligt.
Den pointe gælder såvel akkordeonisten Andreas Borregaard, som har brugt et par år af sit musikerliv på at få Bachs udødelige Goldbergvariationer til at blive til fantastisk musik på sit avancerede harmonikainstrument, som den lille flok baroknørder i Phemius Concert, der har taget hovedspring i salmedigteren Brorsons verdensfornægtende univers og hentet melodisk skønhed og grumme ord frem fra glemslen.
