Til at begynde med var guitaristen Jakob Bros største gruppe en nonet, altså en nimandsforestilling – og alene på grund af størrelsen vanskelig at samle, fordi jazzmusikere er flittige og omkringfarende folk.

Men i dagens anledning var ensemblet både samlet og udvidet til et timandsorkester og dertil suppleret op med den fremragende danske (beat)poet Peter Laugesen, som i sit 71. år er i storform lyrisk og verbalt på en scene.

LÆS OGSÅ Musikredaktør: Jazzfestival peger på markante skred i musikken

Og i selskab med de ekstremt velspillende musikere var han med til skabe et jazz’n poetry show, der hører til de bedste, denne skribent har overværet nogen sinde.

For oplæsning og musik gik op i den organiske helhed, der er så sjælden, og hvor ordene fortæller tonernes historier, mens musikken fint og nænsomt holder det talte sprogs skrøbelige og sprøde strukturer flydende og flyvende i luften.

Versatil makronbund
Musikerne er tydeligvis ikke alene tilpasse, men også trygge i hinandens selskab. Og der bliver ikke gjort nogen forsøg på at kæmpe om fokus eller udfordre hinanden til kamp.

Hele tre bassister var på scenen og dertil to trommeslagere, men dette nærmest frygtindgydende opbud af rytmegruppe dominerede slet ikke det samlede udtryk; de fungerede som en versatil makronbund under de tre saxofoners melodisøgende bestræbelser.

Fra det flagrende, traditionelt freejazzede svæveri, og til regulært funky ostinatspil, man næsten kunne danse til.

De tre saxofonister, Andrew D’Angelo og Jesper Zeuthen på alt samt Chris Speed på tenor, legede heller ikke hangorillaer i brunst, men arbejdede forbilledligt tematisk sammen.

LÆS GUIDE

Og Zeuthen og Speed gav venligt masser af plads til D’Angelo, der havde en af sine store aftener og skiftede fra aggresive brøl a la Ayler og Peter Brötzman til nærmest kærtegnende, fløjlsbløde partier, som sine steder – primært når han greb til basklarinetten – var isprængt elementer af moderne europæisk kompositionsmusik, sådan Schönberg-agtigt.

Et musikalsk fyrværkeri

Sine steder var der lidt blindmandsboksning over det, men der gik kun kort, førend gnisten atter tændte, og det musikalske fyrværkeri eksploderede i farver og figurer.

Det nytter ikke rigtigt at fremhæve noget bestemt af de seks-syv forløb, det blev til. Men første sæts afsluttende fantasi over et aylersk tema var blændende smukt og et meget stærkt bevis på, at abstrakt musik sagtens kan fortælle fængende historier om liv og død, så øjeblikket stivner i et krystal og lagrer sig i bevidstheden for altid.

LÆS ANMELDELSE Stjernepianist forvandlede skidt start til flot opvisning

Evig musik i et flygtigt sekund. Og ikke sjældent ramte tonerne det center i nakken, der udløser en flod af dopaminer, så man blev lykkelig og høj. »Det var ret fantastisk«, sagde denne anmelder til en anden af gæsterne på vej ud i sommernatten.

»Ja, det var det «, svarede han med et smil.

fortsæt med at læse

Vægskriblerier er en rørende hyldest til håndskriftens sanselighed