Adskillige gange har han besøgt hovedstadens jazzfestival, den i dag 72-årige, legendariske pianist og komponist Chick Corea – en af de eks-Miles Davis-musikere, hvis fakkel har lyst klarest i den nyere jazzhistorie.
Og Corea er reelt det største navn ved årets Copenhagen Jazz Festival, om end den store højtidsfest formelt set først begynder i fredag.
Men festivalen har med PR-behændighed haft koncerten i det nye Tivoli Congress Center annonceret som 'officiel festival pre-event', selv om det grangiveligt ligner en redning af en booking, der i kraft af Coreas travle turnéplan ikke kunne placeres i selve festivaldagene.
For allerede nu er Corea om ikke over alle bjerge, så dog draget videre til festivaler i Frankrig, Spanien, Holland og Tyskland.
LÆS ARTIKEL Verdensstjerne tyvstarter på festival
Skidt fra start
Men han var her, og han satte sit stempel i festivalens historiske gæstebog. Dog ikke noget dybt og markant stempel. For koncerten kom skidt fra start, selvom den senere endte i triumferende klapsalver fra et begejstret, jazz-sultent publikum.
Man måtte i begyndelsen døje med forstyrrende lydproblemer - den gamle traver ved store sale, hvor akustiske og elektriske instrumenter skal lydforstærkes.
Bassist Christian McBrides akustiske bas var i begyndelsen en grødet masse af dybe frekvenser, og Yamaha-flyglet lå for lavt i mikset med en miserabelt tynd og skarp klang.
Hovedpersonen, der har så gnistrende et anslag og så fornem en rytmisk timing i sit spil, druknede i den samlede bandlyd. Dog kun indtil han skiftede til sine elektriske keyboards.
LÆS ARTIKEL
For første gang: Programmet til årets jazzfestival er gratisSøvnig fremtoning
Med to standardfortolkninger, Tadd Damerons ´Hot House´ og Jimmy Van Heusens ´It Could Happen To You´, der vitterlig savnede glød, var det derfor en i mere end én forstand lunken start.
Og en mere stereotyp solist end den unge guitarist Charles Altura skal man da lede længe efter. Én ting var hans søvnige fremtoning, der ikke røbede nævneværdig interesse i den musik og det orkester og den fyldte sal, der omgav ham.
Men når han med et sørgmodigt og verdensfjernt blik aflirede sine virtuost indlærte lyneksercitser op og ned ad gribebrættet med snorlige ottendedele eller sekstendedele, satte det blot hans distance til den levende skovbund af pulserende rytmer, som boblede i sammenspillet mellem Corea, trommeslager Marcus Gilmore og perkussionist Luisito Quintero, i relief.
Mere fut var der i Tim Garland, en af tidens mest omtalte britiske jazzmusikere, som med sit ekspressive, udadvendte spil og en stolt, syngende tone kunne være en slags krydsning mellem Dave Liebman og Jan Garbarek.
Udvider grænserne for jazz
Coreas nye band, der har visse mindelser om hans legendariske orkester Return To Forever, hedder The Vigil, hvilket betyder 'nattevagten' eller 'den årvågne'.
Navnet passer fint på Corea selv, der om nogen har demonstreret en hvileløs vilje til eksperimenter. Altid på farten, altid i gang med indtil flere projekter, altid vågen og nysgerrig efter at afprøve nye muligheder i musikkens tjeneste: jazzrock, free jazz, brasiliansk og afrocubansk jazz, spansk flamenco, crossover af jazz og ny kammermusik. En mand, der arbejder, når vi andre sover.
Kritiske røster har lejlighedsvis ytret, at Coreas musik og karriere var flagrende og uden fokus. Men som årene er gået, står det klart, at hans stærke kunstneriske personlighed, uomgængeligt knyttet til hans formidable klaverspil, binder de mange tråde sammen til et stort og spændende værk, der har udvidet grænserne for, hvad jazzen som musikform kan.
LÆS ARTIKEL
anmeldelse Chick Corea hev publikum hjem i privatenLuft under vingerne
Han var også i den grad den sammenbindende kraft ved koncerten, der for alvor fik luft under vingerne, da Corea inspicerede sine elektriske keyboards og introducerede en række nye kompositioner, som ikke blot i musikalsk forstand, men også også i deres kosmiske associationsrigdom løftede sig: 'Portals To Forever', 'Planet Chia', 'Outside of Space'.
I øvrigt titler, der ganske givet har inspiration i Coreas mangeårige interesse for Scientology-filosofien.
Og på intet tidspunkt stod musikken stærkere, end i den episodiske 'Portals To Forever', der med sine smittende grooves, sine arrangerede passager og sine improvisatoriske momenter formede sig som en dramatisk rejse, der smukt forenede Coreas kompositoriske evner med hans nærmest løsagtigt legende indstilling, der gav rigelig plads til udfoldelse også for hans medspillere.
Jeg ved ikke, om portalen til uendeligheden er slået op, men festivalens basar, der vil boble i de næste mange dage, kan hermed erklæres for åben.
fortsæt med at læse
