»Store mænd skal ha’ en hobby, noget som de kan gå op i«, sang Osvald Helmuth i Erik Leths geniale vise om, at ’Det er ikke til at se, hvad der er opad eller nedad’. Og det er der nok noget om. Blandt rockmusikere er en populær fritidsbeskæftigelse således – ved siden af stofmisbrug og druk – kunstmaleri, som for nogle udvikler sig til et kunstnerisk udtryk med, i egen selvforståelse, samme gyldighed som deres primære gebet. Herhjemme er Johnny Madsen et grelt eksempel.
LÆS OGSÅ Den vigtigste jazz-plade fejrer 50 år
Sådan var det godt nok ikke for Miles Davis, denne jazzens mest betydelige stilskaber og talentspejder. Musikken var hans primære kærlighed, men livet igennem tegnede og malede han lejlighedsvis.
»Det er som terapi for mig, og det giver min hjerne noget at tage sig til, når ikke jeg spiller musik«, skriver han i sin berømte selvbiografi, ’Miles – The Autobiography’, hvor han også beretter, at hans far var uhyre kunstinteresseret og ikke uden talent, men valgte tandlægegerningen af økonomiske årsager.
