Det var ikke sindsoprivende at se fire herrer overstå, hvad der mest af alt lignede endnu en almindelig dag på kontoret. Publikum klappede pænt. Det gør man jo, når man har betalt for billetten. Men med et line-up, der nærmest var lamt i den ene side, blev det ingen stor aften på Gamle Scene, da den norske kultsaxofonist Jan Garbarek med sin faste gruppe rundede Copenhagen Jazz Festival. Nu var odds også imod Garbarek, der siden maj har måttet indforskrive en ny bassist i stedet Eberhard Weber, som er hospitalsindlagt i Berlin med alvorlige hjerteproblemer. Men brasilianske Yuri Daniel, der erstattede Weber på el-bassen, var under ingen omstændigheder opsigtsvækkende. Oven i købet var han forstærket dårligt, og pulsen blev frustrerende borte i den langtrukne solo, der spændt ud mellem to numre blev det tætteste, Daniel denne aften kom på en slags signaturindsats. Sådan en solo fik Garbareks tre håndgangne mænd en af hver af, omhyggeligt udmålt, nærmest som efter fagforeningstarif. Så kunne de andre tage sig en slapper imens. Men selv om nordmandens tenortone er og bliver nobel, følsom og naturligt pladskrævende, trods al sin ofte fremhævede nuanceringskunst, og selv om Garbarek med vanlig intensitet også på sopransaxen aldrig satte så meget som ét penselstrøg forkert, mens han rystede instrumentet for tørre toner, så havde man alt for meget oplevelsen af en gruppe, der leverede noget færdigsyet. Ikke af fire mennesker, der af indre nødvendighed skabte musik her og nu. For sent nærvær
Bag trommerne var Manu Katché ganske vist et lyspunkt. Fra start var han en robust, fantasifuld dynamo, og ved siden af Garbarek skabte han dynamik og nærvær i højre side af scenen. Men sammen med den vikarierende Daniel på venstre fløj var det en nærmest valium-agtigt fraværende Rainer Brüninghaus, som ved tangenterne først hen imod slutningen af den to timer lange koncert kvikkede en smule op og gav sig til at lege lidt med caribiske rytmer a la Michel Camilo ved siden af de massive, tungt impressionistiske kampestensklange, han ynder at bunke sammen. Under et let, fleksibelt udspændt orange sejl, der skiftede til både himmelblåt og bleggråt undervejs, var scenen sat til en smuk og lydmæssigt generelt veltrimmet koncert. Så meget desto ærgerligere var det, at især tangentspilleren med alt for stor professionalisme først hen imod slutningen af koncerten følte sig kaldet til at levere en form for vedkommende musikalsk nærvær. Tag med iBYEN.dk på Copenhagen Jazz FestivalLæs alt om festivalen her