Når Wayne Shorter i aften går på scenen i Operaen føjes der endnu et stykke til en lang fortælling.
For den snart 75-årige saxofonist og komponist er musik ikke blot musik. Musikken skal indeholde historier. Den skal rumme drama. Den skal afspejle tilværelsens op- og nedture, mener en kunstner, der lige så gerne taler om livsvilkår og samfundsforhold som om jazz. Bekæmper kategorier Eller hvad man nu vælger at kalde hans musik. Selv sagde han, da jeg interviewede ham for nogle år siden i forbindelse med udgivelsen af den senere Grammy-belønnede cd ’Alegria’: »For mig er jazz ikke en kategori. Jeg bekæmper og udfordrer kategorier og forsøger at skabe noget, der rækker længere end selve musikken«. Den helt korte beretning om Wayne Shorter kunne være beretningen om den musikalsk begavede mand, der efter at have aftjent sin værnepligt blev indrulleret i Maynard Fergusons orkester for så i 1959 at blive indfanget af Art Blakey til Jazz Messengers. (Og det blev til, som Wayne Shorter siden har konstateret, hard drinking, hard bop years). MIles Davis og Weather ReportMiles Davis fik et årelangt ønske opfyldt, da han med Wayne Shorter som saxofonist i 1964 dannede sin siden legendariske anden kvintet. Og her – som hos Blakey – fik Wayne Shorter måske grundlagt en gruppefølelse, som han også har taget med sig til den kvartet, han selv dannede i 2000. Den har med Danilo Perez på klaver, Brian Blade på trommer og John Patitucci på bas placeret sig som en af tidens fornemste, akustiske grupper med en ofte magisk indbyrdes forståelse, der blandt andet lever af, at ingen tilsyneladende er plaget af trang til selvhævdelse. Og nej, vi har ikke glemt de 15 år med jazz-rock-fusionens ypperste band, Weather Report, som Wayne Shorter skabte sammen med keyboardspilleren Joe Zawinul, og som han var medlem af frem til 1980. Og vi har heller ikke glemt, at Wayne Shorter med kompositioner som ’Footprints’, ’Lester Left Town’, ’Sanctuary’ og flere andre har skabt blivende, ofte mesterlige værker. Buddhist og filmfreak Han har sat sit aftryk på musikhistorien, og han har gjort det i kraft af blandt andet en evne til at udvikle og forny sig gennem årtier. Som han selv har sagt, så tager han gerne chancer. Og det der med at øve: Det hele er et spørgsmål om at vove sig ud, om at have viljen til at gå på opdagelse. I dag taler han ikke gerne om enkelte melodier, enkelte sange. Han taler ikke om en begyndelse og en afslutning, og efter den kommer der så en ny historie. Han går ikke efter novellerne, men de store romaner. Det handler om den lange fortælling, i musikken såvel som i livet. På et tidspunkt tilegnede Wayne Shorter sin musik til blandt andre kvantefysikeren Stephen Hawking og DNA-forskeren Linus Pauling. Og så er han, Wayne Shorter altså, buddhist og filmfreak. Hans filmsamling skulle være imposant, og rygterne vil vide, at han har set Michael Powells ’De Røde Sko’ omkring 90 gange. Der var ikke dvd’er, men tegneserier i pakken, da Wayne Shorter engang fik en julegave af trompetisten Wallace Rooney. Dermed blev der føjet nye eksemplarer til en i forvejen vældig samling af tegneserier – om hvilke Wayne Shorter engang sagde: »De er ikke kun skæg og ballade. Fortællingerne om kampen mellem det gode og det onde og om beskidt politik bliver i bedste fald – hvis man, om jeg så må sige, kan læse mellem linjerne – trukket frem«. Men det er en helt anden historie. Eller er det?
