Det er både godt og skidt at være en stor, aldrende stjerne på 81 år, der for de håbefulde arrangører så mindelig gerne måtte have fyldt Tivolis Koncertsal og bragt det hele hjem. Inklusive økonomien og indfrielsen af den markante forventning, der altid bobler som skummet foran et berømt skibs stævn, hvorhen det end sejler.

I omkring 15 år har Wayne Shorter – en af de få endnu omvandrende giganter med meritter igennem mere end 50 års jazzhistorie bl.a. med Art Blakey, Miles Davis, Weather Report, Herbie Hancock og Joni Mitchell – haft sin vitale kvartet, der ved årtusindskiftet markerede et sensationelt comeback for den indflydelsesrige saxofonist og komponist.

Men billetsalget til Wayne Shorter Quartet er slet ikke gået som forventet. Det er set før, når man uden for festivalsæsonen iscenesætter enkeltstående koncerter. Og de omkring 300 gæster, der var mødt op, virkede ikke af meget i den både dybe og høje koncertsal. Det er, rundt regnet, hvad der kan være i Copenhagen Jazzhouse.

Og hvilken anderledes tætpakket og intim oplevelse kunne det ikke have været?

Uinspireret start

Men man måtte onsdag aften leve med Tivoli-salens mere distancerede rum visuelt som lydmæssigt. Og en i lang tid træg og lettere fraværende Wayne Shorter, der lagde ud med uinspireret spil på, hvad der må betegnes som verdens tørrest klingende tenorsax.

Dertil en del vægelsindet pilleri med sopranen og nodestativet, mens hans medspillere, pianisten Danilo Perez, bassisten John Patitucci og trommeslageren Brian Blade, skabte et i vinden blafrende akkompagnement omkring ham.

Så åbent, at der nærmest var tale om en musikalsk rebus eller gætteleg, som handlede om at dechifrere en specifik form eller retning i den fælles improvisation. En drilsk udveksling af puls, akkorder og melodiske fragmenter på kryds, tværs og rundt om en kun svagt antydet kerne.

Shorters rolle i denne konstant foranderlige og eksplosive struktur var nok katalysatorens. Men sådan virkede det ikke i den første lange tid. Som en mæt bjørn sad han midt i det hele, afventende, blandede sig kun sporadisk med lakoniske fraseringer. Havde i et øjeblik sopransaxofonen i hænderne, afprøvede mundstykket, skruede lidt, stillede den fra sig og kunne åbenbart ikke beslutte, om den var værd at trutte i. Så han nøjedes med at fløjte lidt ind i mikrofonen.

Flotte udråbstegn

Der skulle gå hen imod en halv time, før musikken begyndte at give mening. Før en egentlig fremdrift begyndte at melde sig.

På den måde mindede koncerten om andre af de besøg, vi har haft af Wayne Shorter Quartet i det seneste årti. Og heller ikke denne gang kom musikken på omgangshøjde med hin lune sommeraften 2001 på Plænen i Tivoli, hvor man hørte kvartetten for første gang herhjemme.

Men et mere markant groove tog form i kraft af Patituccis herligt boblende basfigurer og Brian Blades omsider fastere tag om pulsen. Og så kan man mene, hvad man vil om Shorters insisterende, motiviske sopranspil. Det kan virke enerverende, når han stiger til vejrs med sine manende fugleskrig. Men i den musikalske sammenhæng fungerede de som lynende kulminationer, så det stod op fra scenen med knaldperler og knitrende fyrværkeri instrumenterne imellem.

Og Danilo Perez var som altid en højst nærværende iscenesætter. Med sit funklende anslag og sine saftige akkorder spandt han det harmoniske net ud under Shorter, selv om der skulle en del dramatik til fra alle tre rytmefolk for at vække den slumrende kæmpe til dåd.

Og så skulle publikum også obligatorisk op at stå under applausen, så sikkert som ’spejlægget skal op på skinkesnitten’, som F.P. Jac har formuleret det.

Men ærlig talt: længe blev der brygget uden pointer, selv om vi også fik en række flotte udråbstegn. Og en blød afrunding i det smukke ekstranummer med senromantisk anstrøg og stramt sunget melodi fra Shorters unikke sopran.

fortsæt med at læse

Jazzaften bød på uforudsigelige indfald og uregerlig kraft