Copenhagen JazzHouse: Agergaard-Dahl-Vitous-Mazur. Fredag 13. juli.
Gasværket: Natacha Atlas Acoustic Ensemble. Fredag 13. juli. Fusioner mellem musik fra forskellige kulturer kan være mere eller mindre problematiske. En væsentlig forudsætning for, at det kan lade sig gøre, er, at der består en berøringsflade, en gensidig fortrolighed med hinandens elementære musikalske udtryk, imellem musikerne fra hver sin lejr. En anden er, at det fælles produkt bevarer en form for autenticitet, der så at sige repræsenterer begge sider. Det må siges at være lykkedes for den egyptisk-belgiske sangerinde Natacha Atlas i hendes musikalske brobygning, der både inddrager hendes arabiske rødder og elementer fra vesterlandsk popmusik. Kun i et enkelt tilfælde gik det skævt ved hendes koncert i Gasværket. Nemlig i et nummer, hvor hendes sang blandede sig med en umådelig tung swingrytme. Det faldt til jorden. Arabiske melodilinjer i harmoniske gevandter Men ellers var det for mig, der ikke har noget nærmere forhold til arabisk musik, en lærerig og indimellem også inciterende oplevelse at møde Atlas. Understøttet af et ensemble, der rummede tre strygere, det arabiske strengeinstrument oud, en bassist, en perkussionist på håndtromme og en pianist, der også spillede guitar og fungerede som ensemblets musical director, sang Atlas sine sange med sin ikke alt for store, men kønne stemme, efter omhyggeligt at have forklaret os, assisteret af pianisten, hvad hver især handlede om. Det gav bonus, når de arabiske melodilinjer blev iklædt harmoniske gevandter. Og omvendt tilførte det også de få vesterlandske sange, Atlas foredrog, en ekstra dimension, når man i dem kunne fornemme noget af den specifikke arabiske frasering, hun har gjort til sit særkende. Ligefrem betaget blev jeg dog ikke. Og det skyldtes nok, at det store rum ikke gav mulighed for at lade den intimitet og intensitet, der kunne have beriget musikken yderligere, komme til udtryk. Især strygerne lød skarpe og metalliske i klangen. Gnistrende intensitet på JazzHouse Det gnistrede til gengæld af intensitet i sammenspillet mellem pianisten Carsten Dahl, bassisten Miroslav Vitous og trommeslageren Marilyn Mazur i Copenhagen JazzHouse, hvor jeg kunne nå at høre hele andet sæt. Jeg har tidligere oplevet, at Vitous kan virke for dominerende på en scene, men i disse omgivelser appellerede han med sin bidende attak på instrumentet, hvad enten han stryger eller pizzicerer det, til det bedste hos Dahl og Mazur, der begge forstod at give ham svar på tiltale i et fribårent spil, der på den anden side aldrig tabte sit mål af syne. Tenorsaxofonisten Thomas Agergaard var kvartettens fjerdemand. Han har været borte fra jazzscenen et stykke tid, og det kan mærkes. For jeg syntes ikke, at han på noget tidspunkt trængte ind til musikkens kerne. Åbenbart har han arbejdet meget med instrumentets klanglige muligheder, men knap så meget med de melodiske og harmoniske muligheder, der ligger et givent materialet. Således blev det til en masse tilløb, der fladede ud, men sjældent til et statement, der gik direkte til sagen og uimodståeligt førte videre et næste trin. Og da chancen bød sig i ’Stella By Starlight’, et regulært tema at spille over, slap Agergaard taget, knap før han var begyndt.
