Som opvarmning til dette års Copenhagen Jazz Festival har jeg netop været til vel nok Danerlandets mindste festival i Sønderho under navnet Fanø Free Folk Festival, der stort set bestod af forsamlingshuset, et sidetelt og nogle bænke, men sikke et fint arrangement med, ja, free-folk’ere, men også sufi-musikere, der trommede og dansede, så det tog fat i håret, og typer som Snöleoparden, Marie-Louise Munck og Kresten Osgood’s Hvad er Klokken, som jeg alle sammen fik spillet med, fordi jeg alligevel var der.
Resten blev skyllet ned med kaffepunch. Så videre til Roskilde Festival, hvor jeg med T/S Sterndolph skulle optræde i Art-City’s Forfatterskabet, der dog viste sig at være et par planker og en presenning som bagtæppe. Jo, det er aldrig for sent at starte forfra nedefra. Men nu til sagen. For nylig åbnede jeg pressemødet for jazzfestivalen med en omgang vitale verbalismer om jazzens væsen: Hvordan denne både hånede og elskede musikform på små 100 år har formået at brede sig fra først New Orleans og omegn til at blive en stor attraktion her i København, på trods af at vi danere jo ikke er et udpræget funky folkefærd. Sådan er det gået, men kun fordi jazzen som sådan altid rører på sig, thi det ligger i dens grundnatur: Den helt gamle fra fest- og til begravelses-jazz udviklede sig til danse-swing, indtil beboppen rensede luften udi en senere såvel hard- som soft-bop.
