På et tidspunkt griber saxofonisten et par maracas og giver den gas. Den aldrende musiker rammer med vilje ikke selve pulsslagene. Han ryster de to maracas rundt omkring slaget, mens han opildner sine tre unge, amerikanske medspillere. Han tilføjer musikken energi og spontanitet. Den efterhånden 73-årige saxofonist og fløjtenist Charles Lloyd, der i slutningen af 1960’erne ledte en kvartet med pianisten Keith Jarrett, var væk fra jazzscenen i 1970’erne, men han kom tilbage i 1980’erne. I dag spiller han med sin egen superkvartet, der består af Lloyd selv på diverse mere og mindre eksotiske træblæseinstrumenter suppleret med tre af de mest tjekkede, cool og kapable yngre sorte jazzmusikere på scenen. I to gange tre kvarter viste kvartetten, hvor stærke og følsomme de er. Mantra om fred Ekstranummeret, som kom oven i hatten, var i en afdeling for sig: En gang jazz’n’poetry af den spirituelle slags, som blev indledt ved, at Lloyd satte sig til flyglet ved siden af pianisten Jason Moran for først at spille lidt firehændigt med ham og derefter recitere en tekst inspireret af indisk visdom og med et mantra om fred. Men inden da var de to fyndige sæt koncentreret om Lloyds lette, tørre, lidt disede tone på tenorsaxofonen, der viste, hvor inspireret en postbopmusiker han er. Der blev ikke sagt et ord om musikken.
Lloyd opildnede og styrede sine partnere, der nu så rigeligt kunne selv.
