Hofteatrets atmosfære af knagende gulvbrædder og smagfuld belysning er der en usædvanlig stemning. Som om trylleri kan ske. Et fremragende sted at afvikle ikke mindst sarte, akustiske koncerter. Rammen blev fyldt smukt ud Rammen er så én ting. En anden er indholdet. Og onsdag aften blev rammen fyldt ud på smukkeste vis, da pianisten Jacob Anderskov diskede op med, hvad der for mig står som festivalens hidtil mest magiske musikoplevelse. Man har nok fornemmet hr. Anderskovs interesse for nyere kompositionsmusik igennem årene. Men med projektet Strings, Percussion and Piano tager han et åbent skridt ind i den crossover, der opstår mellem partiturbaseret kammermusik og improvisation.
Spillede violin som et barn Anderskov spillede i øvrigt violin som barn, og han har en åbenlys forståelse for strygeres klang- og fraseringsmuligheder. LÆS OGSÅAfrobeatlegende skabte groovy regnvejrsfest Foruden Anderskov ved flyglet består ensemblet af violinisten Christine Pryn, bratschisten Anette Slaatto og cellisten Ida Nørholm. Og bag trommerne Peter Bruun med fluesmækkeragtig håndtering af whiskers og et lydhørt håndspil på skind, klokker og bækkener.
Boblende jazzimprovisation Musikken anskueliggjorde den boblende jazzimprovisation og syngende melodik, der løber i Anderskovs vener, men også, som han bagefter anførte, en stærk inspiration ikke mindst i Bartoks og Stravinskys musik. Stykkerne formede sig organisk som den ene smukt tilvirkede gobelin efter den anden med en kriblende, sært foruroligende tone og gudbenådet klaverspil. Koncertens andet sæt stod desto stærkere med tiltagende dramatik. LÆS OGSÅFamlende jazzonkel var på vej i seng I 'Ungarske tilstande, del 1' var der en næsten Chopin-agtig elegance i Anderskovs fingre. Og kompositionen 'Soil' voksede fascinerende med afsæt i Nørholms cello som en mørk spire i jorden. Ikke før har man hørt Jacob Anderskov udfolde sig så klart og mesterligt som komponist og arrangør. Med den cd, gruppen har indspillet i Rainbow-studiet i Oslo, og som udkommer senere på året, tør man spå om, at der er et stort pladeværk i vente. Det var egentlig slet ikke meningen, at anmelderen skulle have været i Hofteatret. Men sådan er det at være undervejs i festivalens labyrint.
Ølfeststemning og drypregn Dagen skulle have haft et uforfalsket amerikansk jazztema, som blev spoleret af mere end regn. Men øjnene var tidligere rullet ned over programsiden til Tribute til Ellington og Strayhorn.

Og det var ikke uinteressant i Carlsbergs ølfeststemning og drypregn at høre Ernie Wilkins Almost Big Band fremføre den sjældent spillede 'Nutcracker Suite', som Ellington og Strayhorn skabte i 1960 med udgangspunkt i Tjajkovskijs 'Nøddeknækkeren'. Suiten udgjorde første sæt af to. Flere solister viste flaget, heriblandt saxofonisten Jan Harbeck, klarinettisten Peter Fuglsang og trompetisten Mårten Lundgren. Det sidste ord fra graven Men de ret stramt arrangerede passager havde trods alt deres indbyggede begrænsning som jazz på en udendørs scene, der måske mere lagde op til fyrighed og løsnede bælter. Men Tjajkovskij fik fra graven det sidste ord og vist sin betydning for jazzen.