Hvert år inviterer Copenhagen Jazz Festival en række udenlandske journalister til København. Journalisterne får flybillet og hotel betalt, men sikrer til gengæld festivalen og København omtale uden for landet grænser. Meget forskelligt I år står 12 journalister på gæstelisten, og en af dem er den tyske freelancer Christoph Giese. Han skriver for magasinet JAZZTHETIK og har været til masser af jazzfestivaler i Europa. Alligevel synes han, Copenhagen Jazz Festival er noget for sig. »Nogle gange skal man meget langt fra ét sted til et andet, og jeg gik kun til én eller to koncerter sidst på aftenen, fordi jeg var for træt og ikke kunne finde rundt. Jeg har ikke nogen iPhone eller smartphone, så jeg gik rundt med et stort kort og lignede en fortabt turist. Men omvendt er det også fedt, at der er jazz over det hele, så man hele tiden støder på uventede ting«, siger Christoph Giese. Han er tilbage i Tyskland nu, men nåede at se alt lige fra ’thrash metal jazz’-gruppen Angel i Christianshavns Beboerhus til spanske Concha Buikas flamenco-jazz på Islands Brygges Jazz by the Sea-scene. Og netop mangfoldigheden i programmet sætter han stor pris på.

LÆS OGSÅ Musikredaktør: Jazzfestivalen er en hensynsfuld gigant

»Det er fedt, at der er så mange forskellige koncerter. Man kan starte om morgenen klokken 10 og stadig høre musik klokken 2 om natten«, siger Christoph Giese, der også godt kan lide, at spillestederne både er så mange og så forskellige.

»Jeg hørte Deodato Siquir på Huset i Magstræde, som var en af de store oplevelser. Ikke bare musikken, men også stedet, som var spændende at udforske med musik udenfor, flere etager og biograf. Jeg kan godt lide, at der er så mange forskellige spillesteder – små steder, store steder, open-air, Christiania. Der er virkelig stor mangfoldighed«.

Fra Kødbyen til Det Kongelige
Netop spillestedernes forskelligartethed er noget af det, de udenlandske journalister lægger vægt på. Harri Uusitorppa skriver for Finlands største dagblad, Helsingin Sanomat, og gør en dyd ud af at opsøge de steder, der fortæller noget om København.

»Torsdag hørte jeg Lotte Ankers ’Still Arriving’ på Hofteatret. Det skabte en helt speciel magi med Hofteatrets historie og den moderne, improviserede musik. I dag (fredag, red.) skal jeg se Lezdek Mozdzer på Frederiksberg Slot. Jeg kan godt lide, at festivalen giver mulighed for at se København fra forskellige vinkler, lige fra Det Kongelige Teater til 5e-scenen i Kødbyen«, siger Harri Uusitorppa, der har god føling med den danske jazzscene.

Musikredaktøren: Rockby og Jazzby møder hinanden Han har interviewet trommeslager Stefan Pasborg fra Ibrahim Electric, kendte Lotte Anker allerede inden koncerten på Hofteatret og er stødt på Jakob Bro i forbindelse med trompetisten Tomasz Stanko, som den danske guitarist har spillet sammen med. Alligevel er det alt det omkring musikken, der optager Harri Uusitorppa mest. »Jeg er mere interesseret i festivalens stemning og struktur end i selve musikken. Min artikel kommer til at handle om den spændvidde, der er i spillestederne, og om hvordan det kan lade sig gøre at samle så mange koncerter i en by som København«. Folk finder sammen