Man skal ikke opholde sig mange øjeblikke på Copenhagen Jazz Festival, før man sandsynligvis hører en standard. En standard er sange, der stammer fra især den amerikanske musicaltradition og de store show, der blev opført på Broadway fra 1920’erne og frem til Anden Verdenskrig. Standards er en del af jazzens dna. I jazzmusikken bruger man standarden som et fundament til at improvisere over, det fortæller Carsten Dahl, pianist og professor ved Det Rytmiske Musikkonservatorium. »Man bruger standarden som et skellet til at improviserer ud fra. At spille en standard er ligesom et kodet sprog, man kommunikerer med i jazzverden. Det giver et fælles udgangspunkt for at spille sammen«, siger Carsten Dahl.

LÆS ARTIKEL Seks jazzmusikere afslører deres yndlingsstandarder

Ifølge Carsten Dahl ligger der en væsentlig pointe i, at man i dag kalder sangene for standards.

»Når man kalder det en standard, er det for at kalde den noget modsat i forhold til en original komposition. I betegnelsen ligger der, at det er en klassiker«.

’Yesterday’ ingen standard
At det blev lige netop den amerikanske sangskat, der blev en af jazzens vigtige byggesten, skyldes selvfølgelig, at jazzen oprindeligt er en amerikansk musikform.

»Standarden udviklede sig fra natklubberne i New York, hvor man spillede de store hits fra Broadway. De senere jazzepoker som bebop og cool jazz er udsprunget fra den tradition og har taget udgangspunkt i de gamle numre. De gamle sange er blevet hængende. Så da de store jazzkoryfæer som Louis Armstrong tog jazzen med ud i verden, var det også de numre, de tog med«, siger Carsten Dahl.

Selv om nogle sange fra den danske sangskat og popsange som Paul McCartneys ’Yesterday’ jævnligt bliver fortolket at jazzmusikere og nærmest også har fået standardstatus, så er de altså ikke, mener han.

»Når man siger standards, mener man jazzstandards. Det ville være underligt at putte ’Yesterday’ og danske sange ind under den paraply«.

Jazzdannelse

Dyrkelsen af standards er noget, der særligt hører jazzverden til. I andre musikgenrer nyfortolker man ikke de samme klassikere igen og igen. Det er der en særlig grund til, mener Carsten Dahl.

»Grunden til, at jazzmusikere spiller standards er, at det er et skelet af harmonier med en melodi på toppen. De harmonier og det skelet kan man fortolke på hundredvis af måder. Jazzmusikere spiller en melodi for at kunne improvisere over den. Det gør man ikke i for eksempel rock og pop. Der spiller man melodien for at spille melodien og for at synge den tekst, der knytter sig til den«, siger han.

Og man skal kunne sine jazzstandards, mener Carsten Dahl. De udgør nærmest en form jazzdannelse.

»Hvis man vil forfølge den traditionsbundne jazz, så er man nødt til at følge nogle bestemte stier, der er der i forvejen, og de fører til de sange. Der er et sprog i sangene, man er nødt til at kende, hvis man vil spille jazz. Du kan godt spille freejazz uden at kende dine standards, men så kan man altså også godt høre det, synes jeg«, siger Carsten Dahl. Der i øvrigt selv kan cirka 1.000 standards.