Spændingerne har ulmet under overfladen. Det har de gjort i flere år, men under Copenhagen Jazz Festival 2010 slog de ud i lys lue. Det har at gøre med den magt, organisationen Copenhagen Jazz Festival har. I kraft af foretagendets dobbelte rolle som arrangør af nogle af festivalens mest spektakulære koncerter – herunder serien af ’Giant Jazz’ på steder som Operaen og Koncerthuset – og samtidig som paraplyorganisation for den samlede festival, der er den største af sin art i Nordeuropa. Mindre arrangører forbigås Her er hovedparten af de mere end 1.000 koncerter, der i år udgjorde programmet ved Copenhagen Jazz Festival, arrangeret af mindre arrangører, som ikke altid har det let med festivalen. LÆS OGSÅUdenlandske journalister elsker jazzfestivalen De oplever, at de ikke kan få fyldig redaktionel repræsentation i festivalens programbog på linje med de arrangementer, Copenhagen Jazz Festival selv arrangerer. Synlighed kræver for nogens – men ikke for alles – vedkommende, at de køber sig til en annonce i bogen. Nogle arrangører har altså oplevet modvind, selv om de bidrager til Copenhagen Jazz Festivals program. Endda med store navne. Det er ikke noget nyt fænomen, men i år var der en, der sagde tingene højt. Koppel råbte højt Den formastelige, der råbte op, hedder Benjamin Koppel. Dampbarnet i dansk jazz lider hverken af manglende selvtillid eller trang til at holde mund. Han trykkede den af med sin egen serie af ’Summer Jazz’ i Valby, hvor han hver dag under festivalen præsenterede internationale jazznavne. LÆS OGSÅJazzfestival: »Vi skal måske gribe tingene an på en anden måde« Samtidig sagde han meget klart, at han oplever Copenhagen Jazz Festivals ledelse som magtfuldkommen og problematisk. Imødekommer kritik Koppel brokkede sig med rette over, at festivalen ikke støttede og befordrede initiativer som hans. Den har faktisk gjort en del for at undertrykke dem. Forskelsbehandlingen blev understreget af, at Copenhagen Jazz Festival valgte at booste et bestemt spillested, nemlig det kriseramte og støttetrængende Copenhagen JazzHouse, der fik særlig hjælp af festivalen. I øvrigt med et kunstnerisk set flot program som resultat. Men nu ser det ud til at lande fornuftigt. Presset af medierne og dele af jazzmiljøet har festivalens bestyrelsesformand alias den muskuløse formand for Dansk Musiker Forbund, Anders Laursen, som man kan læse i dagens Politiken, indrømmet, at tiden nu er til forandring. Politik i sagen Det klæder Copenhagen Jazz Festival godt med den udmelding. Også selv om det er noget sludder, at tiden skulle være inde, fordi festivalen har nået en vis størrelse. Jazzfestivalen har været en mastodont i årevis. Til gengæld fik Benjamin Koppel skudt sig effektivt i foden. Ikke kun ved at lade sine spektakulære musikere – og igen og igen sig selv! – indgå i ligegyldige blowing sessions. Men også ved undervejs i festivalen at takke nej til et tilbudt møde med festivalens ledelse. LÆS OGSÅJazzfestival med succes - og plads til justeringer Der gik nemlig politik i sagen, og Koppel fik undervejs overrakt en kontant specialpris fra Ben Webster Fonden. Ikke gigantisk Koppel har bebudet en konference for pengene, der til september skal diskutere jazzens vilkår i festivalregi. Brodden i Koppels kritik og i det initiativ har Copenhagen Jazz Festival nu afmonteret ved at komme kritikken i møde. Det havde klædt festivalen i ordentlig tid at gå ordentligt ind i debatten. Det er glædeligt, at de nu melder ud, at de vil til at omfavne de mindre arrangører. I stedet for at have så travlt med at promovere egne arrangementer. Derved kan man fremover også undgå det, der igen i år så underligt ud. Nemlig at festivalens selvbookede galionsfigur af en serie med ’Giant Jazz’ ikke var særlig konsekvent gigantisk. Evindelig tilbagevendende kendis En ting er, at Martha Wainwright sang Piaf på Det Kongelige Teater og ikke jazz. Fred med det. Sådan må det være, når en musikfestival er så stor som Copenhagen Jazz Festival. Det er en rigtig strategi at lade jazzen røre ved andre stilarter. Det kan den godt tåle. Den har endda godt af det. Det trækker et større publikum også til den blåstemplede jazz, og det har altid været sådan, jazzen udviklede sig. Genren er ikke for fastholdere, hvad ikonet Miles Davis hele sin karriere igennem var et lysende stjerneeksempel på. Men fem koncerter med en lidt skuffende Herbie Hancock som den evindeligt tilbagevendende kendis i front er ikke en overbevisende ’Giant Jazz’-serie på så stor en festival. Her kan man håbefuldt forvente, at Copenhagen Jazz Festival med den nye bebudede velvilje over for selvstændige arrangører næste år indlemmer og hjælper store navne på plads, også når de ikke er booket af festivalen selv. LÆS OGSÅJazzfestivalen undgår underskud I år kunne man have taget sangerinden Dianne Reeves. Man kunne måske endda have overvejet pianisten Kenny Barron eller guitarister som John Abercrombie og Bill Frisell. De var på festivalen. De var bare booket af selvstændige arrangører. Mere helstøbt Fra næste år kan programmet for Nordeuropas største og smukkeste jazzfestival komme til at se endnu flottere og kunstnerisk helstøbt ud, hvis festivalen gør alvor af at droppe magtfuldkommenheden og tager alle sine samarbejdspartnere kærligt i favn. Sådan som en mor med ægte overskud og styrke som Copenhagen Jazz Festival bør gøre med alle sine børn.