Hvordan synes du selv det går?
»Copenhagen Jazz Festival er jo noget fantastisk noget. Det er anarki, totalt anarki. Det gælder om at holde skruen i vandet og bevare sig selv midt i det her anarki og tro på, at det, man laver, er det rigtige, og at folk kan lide det. Vi havde en udendørs gratis koncert i går (fredag, red) med Mikkel Nordsø, der havde skrevet noget meget provokerende musik. Der var nogle, der syntes, det var lidt for provokerende. Men det var en kæmpeoplevelse. Så det går godt«. Jamen, det er da godt. Nu har det været strålende vejr de første dage. og nu kører I så for alvor i gang ude på Frederiksberg. Nu slår vejret så om og bliver dårligere. Fin planlægning, hva’? »Det tror jeg ikke på«. Du tror ikke på det? »Nej. Hvis jeg gik og tænkte på det hele tiden, så ville jeg blive nedtrykt, og det har jeg ikke lyst til at være. Jeg er af den overbevisning, at sådan et vejr som det, der har været de første dage, det kan sagtens nå at bide sig fast«. Ja? »Så vi undgår det dårlige vejr«. Ved positiv tænkning? »Ja, jeg er jo en gammel hippie, ikke«. Altså, positiv tænkning, det er den måde, man bedst styrer vejret på? »Ja. Det tror jeg på. Og skulle det endelig ske, at det bliver dårligt, so what. Musikken er jo lige så god, selv om det regner, og danskere er jo vant til regnvejr. Der findes ikke dårligt vejr, bare forkert påklædning«. Det sagde min mor også altid. Skal du selv ud at høre noget i år? »Hvis jeg orker det. Jeg kunne skidegodt tænke mig at tage en tur ud på Christianias jazzklub, der har jeg aldrig været«. Du har da ellers været over det hele? »Ha, ha. Ja, det tror jeg sgu, du har ret i«. Go’ tur derud. »Tak«.




























