'Kapelmestertypen’ kalder Fredrik Lundin sig selv – sådan en, som gerne vil bestemme, hvordan tingene skal være. »Så det har til tider været virkelig vanskeligt for mig at tro på, at det, Trinelise kom med, kunne være et lige så godt bud som mit«. »Det har været en lang proces at åbne op for, at der er andre muligheder, som måske endda – sandsynligvis – kan være bedre end dem, jeg selv kommer med. En lang og vanskelig proces. Som for mig har haft sammenhæng med meget andet omkring det at agere med andre mennesker«. Hvis man skændes om noget i musikken, smitter det så af på familielivet? »Ja, er du tovlig. Man kan helt kort sige, at det både er en velsignelse og en forbandelse at være to kunstnere sammen, navnlig når man er så musikalsk forbundne, som vi er«.
»Jeg ved fra kollegaer, som er gift med nogen fra et andet erhverv, at de kan have store problemer med at forklare, hvordan det er at være enten fuldstændig eksalteret over to akkorder, der er sat sammen på en særlig måde – eller helt nede over noget, man ikke kan få til at fungere. Det er vidunderligt, at den anden ved, hvad der foregår. Men også utrolig belastende. For man har aldrig rigtig fri«. »Og man kan være så meget sammen, at man nærmest bliver symbiotiske. Det er især mig, der er meget påvirkelig af Trinelises humør. Jeg bliver virkelig glad, når der er noget, der lykkes for hende. Og når der er noget, der ikke lykkes, går jeg helt ned med flaget. Det er meget uhensigtsmæssigt«. Den stærke, den stabileEr I meget forskellige? »Ja. Hun er stærkere og lader sig ikke trække ned. Men gerne op. Jeg er mindre stabil. Det kan blive så tæt, at alting bliver viklet sammen, så det professionelle og det private liv og ens følelsesliv bliver en stor filtret masse af spaghetti. I perioden op til, at vi dannede Offpiste Gurus, gik jeg i gestaltterapi. Det var noget med at lære at åbne mig og samtidig bevare min integritet. Og tro på, at andre rummer værdier, som jeg måske ikke får øje på lige ved første øjekast« »Til gengæld vil jeg sige, at vi med vores forskelligheder har fået lavet et helt unikt orkester. Vi bringer to forskellige traditioner, singer/songwriter og jazz, to forskellige syn på det at lave musik til dette orkester, og de to forskellige syn er ikke altid umiddelbart forenelige. Så det at vi går så tæt op ad hinanden og kender hinandens smag ... det, at vi er vant til, at det skal fungere på en eller anden måde ... for det er jo præmissen for at være et ægtepar: at man kan få børn og familieliv ...«. LÆS OGSÅÆgtepar kører offpiste i jazzenOg hvis man kan få to børn og et liv som moderne mennesker til at fungere, så kan man også lave ..? »Så burde man i teorien også kunne lave musik sammen. Vores holdning er jo, at man ikke bare kan smække med døren og sige: Jeg gider ikke det her. Det er der mange, der har gjort, men ikke os. Om det er angsten for det ukendte, eller om det er, fordi vi er så stædige, at vi vil have vores forhold til at fungere, skal jeg ikke kunne sige«.
