Julian Lages dørtelefon virker ikke, så jeg ringer på mobilen, og et minut efter står den 23-årige guitarist i hoveddøren ind til det smukke gamle Upper West Side-hus på Manhattan. Første indtryk har ikke meget med musik at gøre: Han ligner fodboldspilleren Dennis Rommedahl. Andet indtryk: Det var dog en utrolig glad, venlig og imødekommende mand. Han byder indenfor i opgangen, og vi træder ind i en svunden tid. Mørke brokadetapeter, slidt mønstret tæppe, smal knirkende trappe. Der findes altså stadig huse her mindre end 100 meter fra Central Park, som ikke er blevet moderniserede. Julian Lage bor øverst oppe i en lille etværelses med tekøkken og toilet og bad på trappen. LÆS OGSÅSupertrio havde ikke gavn af firserikon og fortidslevn »Det er en af mine venner, der ejer huset«, forklarer han, da jeg spørger til, hvordan man får fat i et new yorker-hybel med den beliggenhed. Julian Lages stue – som ikke er større, end at den i Danmark ville blive benævnt ’værelse’ – er møbleret med en seng, en sofa, et arbejdsbord og tre guitarer. That’s it. Et vidunderbarn Han er muligvis ikke særlig kendt i Danmark. Endnu. I USA er han. Som et af de største guitartalenter på jazzscenen lige nu. Han spillede første gang sammen med vibrafonisten Gary Burton, da han var 12 år, og han var 15, da han første gang medvirkede på et album med Burton. Julian Lage var, med andre ord, et vidunderbarn. Begyndte på konservatoriet i San Francisco som syvårig og et år senere på musikuniversitet. LÆS OGSÅAmerikansk guitar-es fyldte Montmartre med unge musikere Det var hans far, der lærte ham de første greb, og da var den lille Julian ikke mere end fem år. Og han var ikke mange år ældre, da forældrene forærede deres søn en Fender Stratocaster. I fuld størrelse. En lille dreng og en meget stor guitar? »Du behøver ikke være særlig stor for at spille guitar. Det er næsten nemmere, når du er barn, fordi du er smidig og kan nå rundt på gribebrættet«, og smiler et af de flere hundrede smil, han når at fyre af i den lille times tid, interviewet varer. Fascineret af det hele Han begyndte med blues. T-Bone Walker. Muddy Waters. Og Steve Ray Vaughan. Men lyttede også til Jobim og Coltrane. Og var, med egne ord »... fascineret af det hele«. Hvordan gik det til, at du begyndte at spille sammen med Gary Burton i så ung en alder? »Jeg var med i en dokumentarfilm. Og den førte til, at jeg blev bedt om at spille i forbindelse med Grammy-uddelingen. Gary Burton var nomineret det år, og efter at have set mig på scenen, skrev han til mig. En måned senere spillede vi sammen første gang«. Julian Lage var 17 år, da han første gang gæstede København som medlem af Gary Burtons The Generations Band. SamarbejdspartnerNår du spiller sammen med ham, opfatter du så dig selv som sideman? »Nej, det gør jeg ikke. Gary gør dig til ligemand. I begyndelsen var jeg meget genert og spillede sikkert, med korte og konservative soloer, konservativ. Men spil nu til, sagde han, og satte spotlight på mig. Han vil skubbes til og høre nye ting,og derfor hyrer han folk, der presser ham og får ham til at spille bedre«.
»Jeg ville egentlig være glad og tilfreds, hvis jeg kunne få lov til at stå og spille rytme hver aften. Men nej, jeg skal træde frem og tage mine soloer. Så jeg føler mig ikke som sideman, men som samarbejdspartner«. LÆS OGSÅKrævende åbningskoncert gav jazzfestivalen en skæv startGary Burton har altid været god til at finde gode guitarister. »Ja, han ved præcis, hvad han vil have. Han leder efter guitarister, som på en måde … hvordan skal jeg sige det … han leder efter guitarister, som elsker guitaren. Og så er det lige meget, hvilken baggrund de kommer med. Jeg har set ham spille sammen med dygtige rockguitarister. Han elsker simpelthen instrumentet«. Ingen effekter Julian Lage spiller stort set altid uden effekter. »Jeg kan godt lide en ren, klar lyd og kan bedst lide at spille på akustiske guitarer. Det er så ærligt. Og det gør dig til en bedre musiker og sikrer, at du ikke bliver doven. Jeg føler stadig, at jeg er i en læreproces ... at jeg har en forpligtelse til at blive bedre«. Måske hører jeg forkert, men det lyder, som om du er meget inspireret af Django Reinhardt? »Ja, for pokker da. Jeg har altid elsket Django. Han lærte os, at guitaren både kan være et utrolig godt rytmeinstrument og et meget elegant soloinstrument. Han kunne begge dele til perfektion, og det er der faktisk ikke mange, der kan. Så du har fuldstændig ret, han er en meget stor inspiration. For mig er Django, Eddie Lang og Charlie Christian de største guitarister«. Lyden af guitar På gulvet i et guitarkasse ligger en akustisk jazzguitar. Det er en gammel Gibson fra 1932. Julian Lage tager den op og rækker den til mig. »Prøv. Det var sådan en, Eddie Lang spillede på«, siger han. Jeg spiller et par akkorder. Den er hård, og det lyder ... miserabelt. Jeg rækker den til ham. Det er, som den smelter i hans hænder. Det lyder fuldstændig fortryllende. Det er lyden af ... en guitar, siger jeg. LÆS OGSÅUngt orkester var som en rovfugl på vegetarkost Julian Lage nikker. »Det er nemlig præcis, hvad det er. Hvis man skulle forklare en, der aldrig havde hørt en guitar før, hvordan instrumentet lyder, så ville det være sådan her«. Han kigger på mig og smiler lykkeligt.
