Det kan godt være, Kungsbacka er en beskeden by i det nordlige Halland; men trioen, den har lånt sit navn, er altså et internationalt aktivt ensemble med basis i London, hvis bidrag til den sundkrydsende fejring af 100-året for Dmitrij Sjostakovitjs fødsel havde fortjent et langt større publikum, end det fik. Selv om russerens 15 symfonier dominerer festivalen, er der også gjort plads til kammermusikken, her allerede både velskabt, tiltalende og personlig ensatser af en 16-årig. Og måske var det netop dén, der med sin forholdsvis intime karakter bedst demonstrerede ensemblets særpræg: en fælles kerne af douce, septembergylden lød, hvor klaveret føjer sig følsomt ind i strygernes ualmindelig varme og homogene klang og generøst syngende melodiføring – men vel at mærke uden at give afkald på sin autoritet. Balancen mellem indadlyttende samdrægtighed og individuelt udadrettet udtryksvilje er dybt tilfredsstillende, og formen er dejligt levende og plastisk opfattet. Men selv om holdningen hælder til den lyriske side, lader trioen sig ikke nøje med at spille smukt. Det yngre værk kommer en hel del videre omkring i udtrykskarakterer, og strygerne – særlig violinen – veg ikke tilbage for at rive råt i strengene i den arrige scherzo, ligesom finalens makabre march fik, hvad den skulle have af tørt tikkende puls, isnende stramhed og hujende fanfarer. Stærkest og mest personligt stod dog de elegiske indslag: åbningens fortabthed og largoens ubønhørlige tragiske patos. De to russiske værker blev adskilt af Maurice Ravels eneste klavertrio, der i denne udførelse fik lov at udfolde hele sin fabulerende magi. Første sats var et eventyr i drømmesløret akvarel, som den hurtige ’Pantoum’ klarede op i kviksølvagtigt lysende og strømmende linjer, og i den brede passacaglia trådte klaveret i karakter med en melodisk ekspressivitet, der ikke gav strygerne noget efter. Et mesterværk i luksusanretning. Husk navnet: Kungsbacka Klavertrio borger for en virkelig god kammermusikaften.