Musikken var næsten 600 år gammel, men ved Tetraktys’ lille matiné fremstod ti chansons af Guillaume Dufay så fortryllende friske og levende, at man var stærkt fristet til at bilde sig ind, at man var i kontakt med noget af den bevægelse, samtidens aristokratiske publikum må have følt ved denne tidens mest udsøgte verdslige musik. Det var naturligvis en illusion, men kunst handler om illusioner, og hvis nogen kan gøre 1400-tallets følemåde troværdigt nærværende, må det være det italiensk baserede Tetraktys: den amerikanske sopran Jill Feldman, den hollandske blokfløjtespiller Kees Boeke, der også spiller strygeinstrumentet fidel, samt italienerne Marta Graziolino og Silvia Tecardi på henholdsvis harpe og en lidt mindre fidel.
Med Feldmans fjerlette og slanke, næsten instrumentale stemme i spidsen udfolder ensemblet en sprød og spinkel polyfoni, der sætter overstemmens yndefuldt bølgende melodi i højsædet, hvorfra den kaster motiviske skygger på de diskrete ledsagestemmer. Kærlighed Dengang som altid var kærlighed sangkunstens foretrukne emne, og selv om musikken er præget af en vis sirlig abstraktion, er det svært ikke at høre en blidt erotisk tone ind i melodiernes både sarte og kunstfærdige følsomhed med deres stadige vekslen mellem et ligefremt, tekstbundet foredrag og blomstrende ornamentale toneranker i raffineret uforudsigelige rytmer.
