Mozarts klarinetkvintet er et mesterværk der dannede forbillede for de efterfølgende, og ekkoet er tydeligt hos Carl Maria von Weber. Men tidsånden var en anden, og Weber var på forkant med den: mere brillant og følelsesfuldt opbrusende, mindre indadlyttende. Tonesproget er overvejende klassisk men krænget over som en overmoden blomst. Martin Fröst betonede forskellen i sin fortolkning af de to værker. Sin fortolkning, ja, for hans overskudsbårne autoritet slog afgørende igennem, ikke kun med solistens selvklare ret i Webers virtuose solotrip, men også i Mozarts kammermusikalske kollektiv.
For selv om Fröst spillede sin smukke og enestående fleksible klarinettone fornemt ind i strygerklangen, bl.a. med en larghetto der kunne røre en sten, og på ingen måde søgte at dominere, så var og blev han det stabiliserende holdepunkt over for kvartettens ofte svævende puls. Eksperimenterende Skønt strygernes rolle er mere akkompagnerende hos Weber, udløste det fyrigere anslag paradoksalt nok en fastere formning og et solidere modspil til klarinetten i en opførelse hvor Fröst veloplagt udfoldede hele sit legende overskud.
