Den flødefarvede chiffonskjorte med kalvekrøs folder sig let og nydeligt omkring Marianne Faithfulls 60-årige krop. Det er en fin skjorte. Til en fin dame. Marianne Faithfull er flot. Helt bestemt. Men hun er også barsk og dét ikke mindst mod sig selv. På scenen i Amager Bio sveder hun så meget, at både sminken og den ungdommelige frisure begynder at gå i opløsning.
»And I spent hours putting this on«, snerrer hun med den grove, sprækkede stemme, der er et unikt instrument.
Cool, aggressiv, sørgmodig eller grim
Så sukker hun højt, inden hun smiler bredt med hele ansigtet. Som 17-årig debutant i Mick Jaggers og Keith Richards’ selskab var Marianne Faithfull glansbilledsmuk. Hun var den fjerne og utilnærmelige uskyldighed, der fik ’As Tears Go By’ til at lyde som en drøm fyldt med savn.
I aften er hun overhovedet ikke fjern. Her er hun smittende smuk, når hun smiler spontant, men har også mod på at være cool, aggressiv, sørgmodig eller grim, når musikken kræver det. Først og fremmest er hun fuldkommen til stede med hele sit kunstneriske format og en personlighed, der indeholder en fascinerende blanding af elegance og skamløshed. Hun kan lide at møde sit publikum.
»Det her er et mærkeligt show. Jeg håber, I kan lide det. Det kan jeg«, siger hun tidligt i koncerten og fortæller uddybende, at hun på sin nuværende turné benytter muligheden for at fremføre sange, hun aldrig tidligere har sunget live.
En fantastisk fortolker
Når det sker, introducerer hun numrene. Nogle af de sjældne titler som Daniel Lanois’ ’Marathon Kiss’, John Prines ’All the Best’ og Naomi Nevilles ’Ruler of My Heart’ kræver forklaringer og illustrerer i øvrigt Faithfulls evne til at sætte sit præg på vidt forskellige kompositioner. Lanois’ ’Marathon Kiss’ er spirituel rootsrock, Prines ’All the Best’ er satirisk countryblues, og Nevilles’ ’Ruler of My Heart’ er gyngende fed Alabama-soul med smæld i slagtøjet og korstemmer, der hyler som ulve.
I munden på Marianne Faithfull bliver meningen med sangene tydelige. En stor sangskriver er hun ikke. Men hun er en fantastisk præcis fortolker, der fremhæver nuancer og underliggende betydninger med en stemme, der ikke er mindre prægnant end en defekt lydpotte.
For tiden er hun så også i rigtig godt selskab på scenen. Guitaristen og korsangeren Ken Rose, percussionisten og bassisten Joe Cang samt pianisten Daniel Mintseris følger uden problemer Faithfulls genreskift. Hun er ikke aktuel med et album, som skal promoveres på turneen, og det virker virkelig, som om hun har håndplukket aftenens sange.
Flere er fra hendes tre år gamle album ’Before the Poison’, hvor de fleste numre var skrevet i samarbejde med Polly Jean Harvey og Nick Cave. Harveys ’No Child of Mine’ og Caves ’Crazy Love’ bliver nogle af koncertens store fortællinger. Andre højdepunkter er en usentimental version af ’Vagabond Ways’ og sange fra pladen ’Broken English’, som i 1979 var hendes kunstneriske gennembrud.
Comeback efter brystkræft
De gamle sange behøver ingen forklaringer. Publikum kender dem og de dyre, personlige erfaringer, der er grundlaget for Faithfulls indsigtsfulde formidling af tekster om hjemløshed, stofmisbrug og misogyni. ’Why d’Ya Do It?’ og titelsangen fra ’Broken English’ bliver fremført med så meget nerve, at de virker nye igen og gør det let at høre forbindelsen til kunstnere som Cave og Harvey.
»What Are We Fighting For«, gentager hun råbende i ’Broken English’, så Irakkrigen giver genlyd i salen, selv om den ikke bliver nævnt. Kun i enkelte countryprægede sange og en for obligatorisk aflevering af ’As Tears Go By’ mister koncerten intensitet. Ellers er det Marianne Faithfulls store aften. Og vel egentlig også rigtig gode tid?
Det er tre uger siden, hun begyndte at arbejde igen efter et halvt år, hvor hun bl.a. gennemgik en vellykket operation for brystkræft. Marianne Faithfull har alle sine svære oplevelser med på scenen. Hun bærer dem i sig og går videre. Stolt, men uden at glemme. Hendes afdøde ven Harry Nilssons sang ’Don’t Forget Me’ fra engang i 1970’erne kræver pondus, mod og følsomhed. Faithfull har det hele.
Sangen bliver hendes, da hun bastant og strålende synger linjerne »When we’re older and full of cancer, it doesn’t matter, come get happy«. Pludselig ved man, præcis hvad der menes med vendingen ’at blive slået af en klar tanke’. Marianne Faithfull banker igennem de rigtige steder.
