Vi har hørt ham synge Schubert mange gange før. Alligevel virkede det rystende og nyt at høre ham kaste sig ud fra klippen og give sig de frådende vandmasser i vold i Schuberts monsterfortælling ’Dykkeren’ – eller på tysk ’Der Taucher’. Lieden er et enormt enmandsdrama. Næsten umenneskeligt at holde oven vande med sin spændingsbue på mere end 20 minutter. Men den dramatiske ballade om ynglingen, der for at vinde prinsessen kaster sig i malstrømmen, er en Skovhusspecialitet.
Han bærer den med sig gennem sangerlivet, og hans fortolkning udforskede også denne gang nye dybder. Sat orkestralt i scene af Karl Aage Rasmussen er Schuberts malende klaverakkompagnement blevet en farvelagt afgrund af dybhavsuhyrer og frådende skum. Over denne orkesterbrænding holdt Skovhus Schillers tekst i et stramt greb. Varme dramaer At se ham under det afsluttende orkestermellemspil, mens ynglingen drukner, var, så man fik ståpels. Faren for overspil og utilsigtet komik lurer her, men ingen af delene var Skovhus bare i nærheden af.
