Cellisten Joel Krosnick ligner den gamle kriminalkommissær Colombo fra tv på en prik, og primarius Joel bærer det knivskarpe efternavn Smirnoff. Sammen med to jævnaldrende, relativt bedagede herrer ved navn Ronald Copes og Samuel Rhodes, er de vor tids udgave af den legendariske amerikanske Juilliard Kvartet, der i øjeblikket turnerer for at fejre ensemblets 60-års fødselsdag. Med blandt andet amerikanske førsteopførelser af Bartók på cv’et hører Juilliard Kvartetten til vor tids mest berømte strygekvartetter, og modsat den jævnaldrende amerikanske Guarneri Kvartet, der for nylig skuffede som udbrændte stjerner ved DR’s Stjernekoncerter, er de fire smokingklædte herrer i Juilliard Kvartetten stadig lige så skarpe som førsteviolinistens efternavn. I Mogens Dahl-salens intime rum, hvor publikum nærmest sidder på skødet af musikerne, viste de, hvad virkelig god kvartetkunst er. Dynamisk, rent og med et fælles fokus, der omfattede organisk åndedrag og en betagende fælles klangdannelse gav de os en ’Dissonans-kvartet’ af Mozart, som jeg tror, mange af de tilstedeværende vil huske længe.
Intens topkvartet
Supersikre fælles dispositioner kombineret med Smirnoffs elegante, altid smagfulde små friheder gav en fortolkning, der stod rent og opmærksomhedssugende i rummets klare, tætte akustik. Det høje niveau blev skyhøjt i en ultrapræcis, men ikke sensationssøgende Strygekvartet nr. 7 af Sjostakovitj. Og for ligesom at vise, at de kan det hele, bød koncerten foruden Mozarts 1700-tals kunst og Sjostakovitjs 1900-tals modernitet på to meget forskellige stykker romantik. Først og fremmest den krævende, ja nærmest udmarvende ’Døden og pigen’, hvor suk og sjælesang skyllede om kap i Schuberts onde dødsdrom af en kammermusikalsk malstrøm. Kun en virkelig topkvartet kan holde så stort et værk så intenst i ånde, og med en scherzosats af Mendelssohn som ekstranummer beviste de, at de også mestrer denne helt anderledes kviksølvklare form for magi.
