De kom direkte fra 14 dages Norgesturné, så det fælles fodslag i ’Die schöne Müllerin’ var på plads. Faktisk gik ikke så lidt af opmærksomheden i Schuberts romantiske sange om møllersvenden og hans ulykkelige kærlighed med at beundre den musikalske synkronsvømning, Johannes Weisser og hans danske pianist præsterede; snarere end med rigtig at lade sig rive med af stemningen. Her var ingen uheldige afvigelser, og selv om Weissers baryton lød en smule slidt efter de mange koncerter i sit norske hjemland, fik han med fokus på de intime nuancer fremstillet sangenes hovedperson som den drømmende teenager, han må være.
Raffinementer
Hvem ellers kunne projicere så meget indbildt, omhyggeligt konstrueret kærlighed over på en ung pige, han med aftenens præsentator, Karl Aage Rasmussens præcise observation ret beset aldrig har mælet et ord til?
Efter den indledende rastløshed fandt duoen et logisk hvilepunkt i sjette sang og møllersvendens spørgsmål til sin naturromantiske ledsager bækken: »Elsker hun mig?«. Men ’Utålmodighed’ skriver Schubert over den følgende lied, og straks var de to igen af sted i fuldt firspring.
Sartheden og de fælles indstuderede raffinementer gav fine oplevelser undervejs. Kun savnede jeg noget bitterhed i ’Die liebe Farbe’, der nok kan tåle et skvæt indebrændt jalousi, her hvor møllersvendens øjne åbnes for den barske realitet, at møllerdatteren er vild med en anden. Overflødigt og overbudsagtigt
