Helt usædvanligt var DR SymfoniOrkestret reduceret til blæsere i messing og træ og en lille smule slagtøj i torsdags. Tre værker af Ton de Leeuw, Stravinsky og Bruckner hovedsageligt for blæsere og med institutionens kor i en dominerende hovedrolle i det sidste. Med vægten i det 20. århundrede og med blæsernes distinkte, nøgne stemmer som det bærende element blev det en aften uden sitrende strygerflader eller overstrømmende følelser.
Masser af fascinerende klange og pulserende forløb, men også uden man rigtig fik menneskerne bag musikken at mærke. Hollandske Ton de Leeuws musik ’Symfonier for blæseinstrumenter’ virkede især meget vanskelig at komme ind under huden på – for musikerne. Piblende, adskilte indsatser. Klang efter klang af mere eller mindre krydret karakter og uden egentlig sammenhæng.
