Hvorfor i alverden skulle de absolut lægge ud med Mozart, når de alligevel kun gad servere ham som en slem gang uengageret sjusk? Det var helt andre sager, blækvåd nutidsmusik, der lå de fem britiske musikere på sinde.
Så meget at selv Astor Piazzollas kun 18 år gamle ’Tango Sensations’ – oprindelig skrevet til Kronos-kvartetten og komponistens eget bandoneón – måtte klare sig uden den passion stykket så åbenlyst har krav på. Her var det lettere at sætte adresse på svagheden: Ved at gøre diskretion til en kardinaldyd er Owen Murray en højst usædvanlig accordeonist der bl.a. trakterer sit kraftfulde instrument som om det havde orglets begrænsning, dvs. helt uden accentuering. Ingen god idé i så rytmisk sanselig musik som Piazzollas. Tilbage som aftenens egentlige – og heldigvis utvetydige – gevinster stod de regulære nyheder, dansk og engelsk musik fra de seneste få år. Her fik man noget med hjem. Intet overflødigt Den danske førsteopførelse af Poul Ruders’ ni satser lange ’Serenade of the Shores of the Cosmic Ocean’ var på forhånd koncertens hovedattraktion og skuffede ikke. Snarere tværtimod, hvis man som undertegnede har haft det lidt svært med den behændige og succesrige danskers sene udvikling. Bortset fra de mere bidske ydersatser er musikken bemærkelsesværdigt afdæmpet og domineret af en åben fraktur der giver let indkig til den modne kunstners sikkerhed og præcision i formuleringen. Her er intet overflødigt fyld. På serenaders vis vil musikken indkredse specifikke stemninger eller karakterer snarere end at skabe dramatiske forløb og udvikler sig ikke nødvendigvis i en klar retning.
