Det var varmt og bevægende at se ham igen. Det var stort at høre ham. Men stort på en underlig måde, der igen, mens dette skrives, vækker vemod.
Ivo Pogorelich var min ungdoms klaverhelt, men især denne gang føltes gensynet tragisk. Firsernes uden diskussion mest medieombruste klassiske musiker nærmer sig i dag de 50, og som han kom ind på scenen i Tivoli, klippet pilskaldet som han har været det de sidste år og med klaverfingre store og stærke som frankfurtere, kunne man ikke lade være med at opleve en mand i sorg. Kald det så projicering eller ikke. Med blod på læberne Pogorelich har i snart mange år aflyst sine koncerter oftere, end han har gennemført dem. Sidste år snød han os i Tivoli, og alle, der kender historien, tænker jo, det har noget at gøre med tragedien, der i 1990’erne afsporede den geniale klaverspiller. Hans livs kærlighed, hustruen og læreren Aliza Kezeradze, døde i en eksplosion af leverkræft og efterlod bogstavelig talt sin elskede elev med sit sorte blod på hans læber. Sådan fortæller han selv historien. Siden har Pogorelich levet fjernt fra verden. Som han spillede for os i Tivoli, var det en mand i sin egen boble, vi oplevede. Med ansigtet vendt væk fra publikum, tydeligvis uden tålmodighed med applaus som i sin tid klaverlegenden Michelangeli, gennemgik han et aparte program med fortolkninger så fordrejede og forvredne, at man i nogle øjeblikke fik frygtelige associationer til liget af en engang smuk mand, der lå og skvulpede i strandkanten. Excentrisk virtuos Pogorelich har sin pianistiske pyroteknik i behold. Ekstranummeret i form af Balakirevs legendarisk uspillelige fantasi ’Islamey’ viste os, at kroaten stadig er en forrygende virtuos. Men hans langsomhed, hans dybt outrerede tempi, hele måden, han satte første halvdel af koncerten sammen på, som et usandsynligt Beethoven-medley, havde noget forrykt over sig. Først Beethovens sidste klaversonate, spillet langt, langt ud ad dødningeblege tangenter i den mere end langsomme, ofte helt golde slutadagio. Og så, temmelig excentrisk, gik det direkte over i en nærmest uhyggeligt sotto voce-smuk spøgelsesudgave af ’Für Elise’, der klang som fra det hinsides. Var der et personligt, sorgbearbejdende program bag denne usædvanlige sammenstilling, der gik fra afsked og smerte til trøst? Man skal vare sig for den slags tolkninger, men det var svært ikke at få tanken. Spektakulære fejl Mere Beethoven blev spillet, så rubato virkelig kom til at betyde at stjæle tid. Tid, som Pogorelich bare aldrig gav tilbage igen. Man skal ikke afskrive manden trods 12 års cd-tavshed, for han bedyrede sidste år, at han vil til at indspille igen. Og netop Beethoven skal det være, forstår man. Men Brahms’ vemodssmukke intermezzo i A-dur fra opus 118 fik omhyggeligt fremhævet sin allermest ligegyldige mellemstemme, og på Tivolis helt nyindkøbte, toptunede flygel spillede Pogorelich spektakulære fejl. Eller var det hans egensindige ’forbedringer’ af Brahms?
