Midt i finalen af Béla Bartóks store sonate for soloviolin røg der en streng. Færdig! Solisten forlod scenen, og vi blev sendt ud med løfte om at få den afbrudte sats som ekstranummer efter anden afdeling. At en streng springer, er, hvad der kan ske; men sjældent er man gået til pause med en så akut uro i kroppen. Uforløst og nærmest rystet. Uforløstheden skyldtes, at en åndeløst intens oplevelse brutalt var blevet afbrudt, og gjorde det trods pausen svært at tune ind på et så anderledes lyrisk vegt univers som Gabriel Faurés violinsonate. Men rystet havde man været, om også stykket var blevet spillet til ende, for dette var stort: trods fejlgrebet en koncert, man sent vil glemme. En fascinerende farverigdom Knap 21 år gammel er norske Vilde Frang ikke blot suverænt uhæmmet af Bartóks enorme tekniske udfordringer; hun er også i kunstnerisk øjenhøjde med værkets kompleksitet og vælde.
Som sonaten er opbygget, samler den vældige åbningssats flest kontrasterende elementer og gav dermed rigest plads for hendes fascinerende klanglige farverigdom og udtryksfuldt varierede vibrato; og hen over alle omskiftelser formåede hun at fastholde chaconnerytmens tungt svajende spænding og drive.
