Endnu om eftermiddagen havde håndværkerne travlt både i og uden for den nye symfoniske sal, flagskibet i Musikhusets store tilbygning; men alt var klart ved aftenens indvielse, der begyndte med Beethovens pompøse ouverture ’Til husets indvielse’ (hvad ellers?) og fortsatte med en intim og delikat understated version af hans violinkoncert og en lidt retningsfamlende udgave af Carl Nielsens 4. symfoni: Ekspansiv lineær bredde er ikke den charmerende Andrettas mest naturlige element.
Enerverende niveau
Men det virkeligt spændende var jo, hvordan salen fungerede. Før dirigentens ankomst var der grund til bekymring, for publikumsstøjen nåede et enerverende niveau, der – hørt fra min plads lidt bag midten – næsten fuldstændig dækkede orkestrets præluderen.
Måske bør man udnytte muligheden for at dække de hårde sidevægge med lyddæmpende paneler, mens salen fyldes. Til gengæld blev musikken båret på hænder. Med en langstrakt rektangulær grundform uden arkitektonisk adskillelse mellem tribune og tilhørere virker salen overraskende intim, ikke meget større og visuelt mere samlende end Dronningesalen på Det Kongelige Bibliotek, men højere med balkoner i to etager. Selv fra bagvæggen opleves orkestret tæt på.
