Sjællænderne åbnede vintersæsonen i god form under en meget dynamisk og tydeligt inspirerende finsk gæstedirigent. Teknisk usikkerhed begrænsede sig hovedsageligt til træblæserne, som i Jean Sibelius’ 1. symfoni, aftenens mest krævende værk, havde visse problemer med bevægeligheden og med at kontrollere de sartere nuancer. For Hannu Lintu stiller krav og går ikke på kompromis i sine fysisk intense fortolkninger. Symfonien fik styrke af en dynamisk sammenhæng, der samlede hver sats i kraftfulde energibølger, og når man først er sat på dét tog, bliver man ikke sat af igen. Men intensiteten byggede ikke kun på kraft og fremdrift.
Stofligt nærvær
Rytmisk præcision, også i langsomme passager, klanglig omhu og skarpt artikuleret tematik skabte stofligt nærvær, og hos Lintu gror musikken – lige så hørbart som synligt – af en spontan og organisk kropslighed, der sikrer, at udtrykket aldrig bliver udvendigt pompøst.
Renfærdigheden bag styrken blev måske tydeligst demonstreret i det i sin nationalistiske patos unægtelig udfordrende ’Finlandia’, hvor en alarmerende højekspressiv indledning og en furiøst martialsk mobilisering mundede ud i en afsluttende hymne, hvis overraskende inderlighed og dæmpede alvor fik karakter af en bøn.
Særpræget cellist En lignende følsomhed satte sit præg på Edward Elgars cellokoncert, som et kammermusikalsk lyttende forhold mellem solist og dirigent gjorde til meget mere end den overdådige akkompagnerede solo, den let kan blive reduceret til.
