Han kan være brutalt virtuos, pianisten Vladimir Feltsman. Stærk og autoritativ. Men også med sympatisk sans for klang og frasering. Jeg forestiller mig, han er en fantastisk solist i Tjajkovskij eller Rakhmaninov. Alligevel tog han sig nok en gang af det tyske kernerepertoire, som han af en eller anden grund helst spiller. For tre år siden var det Beethovens 'Kejserkoncert', han gik imponerende til, men også delvis skævt af, sammen med Sjællænderne og Okko Kamu. Denne gang var det Brahms' anden koncert for klaver og orkester. Feltsman har skam hænderne til Brahms' kompakte og umedgørlige klaversats. Faktisk kunne han høres over orkestret selv i de mindst væsentlige solopassager. Andre gange kunne han helt vælte sine spage danske medmusikere med sin ringende saftige tone. Eksplosivt lyste han op på en orkesterbane, der tempo- og karaktermæssigt skulle have været klarere kridtet op af dirigenten. Men uanset hvor imponerende solide og muskuløse solistens løsninger på Brahms akavede klaverstemme var, og uanset hvor meget han skubbede til sine medspillere for at få dem i gang, blev det ingen mindeværdig orkesteraften. Kamu har kendt Sjællænderne i årevis og kunne få dem til at klinge fyldigt i Faurés franske appetitvækker af en pavane. Men træblæserne lod han sakke bagud, og Stravinskys karskt neoklassiske balletmusik 'Jeu de cartes' savnede meget med hensyn til fræk og frejdig karakterisering af musikkens kontrasterende lag, provokerende dissonanser og kantede rytmer. Denne musik skal være boksehandsker og barberblade. Fredag i Tivoli var den snarere babymos og bleg februar. Lidt ligesom akkompagnementet til Brahms, der fik Feltsmans muskuløse autoritet ved flyglet til at virke grotesk kraftig. Og apropos kraftig: Kunne Tivoli ikke lige justere på deres brandalarm af en pauseklokke, så den ikke berøver publikum hørelsen fuldstændig?