0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Så var der bingo!

Med en dejligt klar dirigent og en fremragende græsk solist præsterede Radiosymfoniorkestret en af de bedste Torsdagskoncerter længe.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Man har ærlig talt savnet det et stykke tid: at gå til koncert med landets mest estimerede symfoniorkester og så også få sig en virkelig god koncertoplevelse.

Torsdag skete det, og jeg var helt åbenlyst ikke alene om oplevelsen. Der blev råbt og applauderet stående på en måde, som adskilte sig mærkbart fra den sædvanlige nølende 'o.k., de andre rejser sig, så kan vi også'-facon.

Her kom græske Leonidas Kavakos med sin Stradivarius. Og lignede han en forsagt, græsk-katolsk teologistuderende, så spillede han til gengæld, så alle græske og danske guder måtte juble.

Nikolaj Znaider har med muskelsvulmende gebærder fået Carl Nielsens vanskelige violinkoncert til at give mening. Kavakos gjorde det i dén grad, helt uden tom poseren. Ja, fuldstændig uspektakulært i sin fysiske fremtræden.

Men sikken en musikalsk udstråling! Ikke mindst havde solisten et fremragende overblik over koncertens ellers ikke ubetinget virkningsfulde arkitektur, hvor hver af de i alt to satser forudgås af et langsomt præludium.

Hans formelle overblik gik hånd i hånd med lækre detaljer. Kraftfuld sikkerhed prægede et personligt violinspil, som alene for sine sanselige kvaliteter fortjener opmærksomhed. Udtrykssikker variation blev leveret om kap med toptunet egalitet.

Kavakos gav Nielsen en særlig varme og intensitet, en velgørende opmærksomhed, og alt dette inspirerede tydeligvis. Under ledelse af russiske Andrej Borejko kom også orkestret mere end fyldestgørende gennem Nielsens violinkoncert.

Man sad og nød solooboen og alle de andre og blev et øjeblik helt glad for den nielsenske tone. Så pyt med, at der til at begynde med var et par akkorder