Det var lidt retro, et nostalgisk sus af de glade 70eres eksperimenterende ånd og frihedstrang. Selv en benhård systemkomponist som Stockhausen kastede sig i de dage ud på den intuitive improvisations luftige skyer. Blandt de få, der blev hængende, var tyskeren Michael Vetter. Som blokfløjtespiller med speciale i nutidig musik slog han sig tidligt på komposition og vokalimprovisation med påvirkning både fra avantgarden og fra meditativ eksotisk musik. Nu har han minsandten skrevet et stykke til LINensemble: klarinettisten Jens Schou, pianisten Erik Kaltoft og cellisten John Ehde. »Formskåret«, siger Schou. Formskæringen står ensemblet dog selv for, for værket består kun af verbale anvisninger på en i alt væsentligt improviseret musik. Men resultatet lød faktisk som Vetter med sin vekslen mellem meditativ sanselighed, uhøjtidelig leg og teatralsk vid, sin interesse for overtoner og sin frimodige inddragelse af ekstra lydkilder, især stemmer. 24 klart adskilte afsnit med hver sin veldefinerede identitet udgør Vetters 'Stundenbuch': statiske tilstande, bevægede lydmiljøer eller ligefrem anekdotisk 'snakkende' episoder, men næsten aldrig aktive forløb. Hvert afsnit er en stofprøve fra en lyd- og ideverden, som ofte synes at kunne blive til langt mere, og som så ofte i stærkt fragmenteret musik, bliver det i længen svært at holde interessen ved lige i det mere end timelange værk, hvor fascinerende de enkelte dele end kan være. Det undrer, for Vetter har tidligere skabt lange, sammenhængende forløb uden derfor at svigte sin improvisatorisk øjebliksfokuserede æstetik. Men opfindsomheden var stor og overraskende. Ren klangfordybelse fyldte godt, især som instrumental (basklarinet!) og vokal overtoneleg og med inddragelse af rummet, når de to flytbare instrumenter skiftede plads. Rå støjlyde, som ikke mindst celloen er leveringsdygtig i, satte velklangen i relief, og dertil kom rent visuelle effekter, som pianistens lydløse fingerdans over tangenterne. Alvor og selvironi gik hånd i hånd, men dét der afgørende adskilte denne koncert fra visse 'eksperimenterende' miljøers selvhøjtidelige, ørkesløst uformelige improvisationsøvelser, var ikke stilen men LINensemblets autoritet: den klare og stærke oplevelse, at improvisationen ikke nivellerer alle valgmuligheder til ét fedt men underordner dem en kunstnerisk disciplin og den overbevisende fyndighed i udførelsen, man kan kalde godt musikerskab.