Med et stort og broget ensemble som det ti m/k stærke DiamantEnsemble er der lagt i kakkelovnen til broget programlægning, og når man yderligere inviterer en håndfuld purunge talenter, bliver koncerten en veritabel regnbue af genrer og besætninger. Den Unge Danske Strygekvartet, som i øjeblikket er her og der og alle vegne, fordoblede næsten strygerbesætningen. Med vekslende held. Fini Henriques' utaknemmeligt tunge og klæge strygersats i en tidlig suite for obo og strygere skaffede ingen hæder til de sammenbragte børn. Det er i soloens melodiske kvaliteter, der minder en del om den samtidige Carl Nielsen, at Henriques vinder sin lytter, og Max Artved blæste den udtryksfuldt. Herefter var forventningen til Johan Svendsens store strygeroktet behersket og glæden over en fremragende opførelse desto større. Klangligt er det behændigt disponeret musik, og umiskendeligt norske (Griegske) vendinger giver en personlig charme; men noget oppustet i forhold til sin begrænsede vægtfylde og originalitet spiller den ikke sig selv. Ensemblet lod den imidlertid sprudle med et rigt farvespektrum og en overbevisende balance mellem det kammermusikalske og det orkestrale. Som et spændstigt, nuanceret og medrivende punktum for programmet var oktetten en velvalgt modpol til den charmerende indledning: Peter Rasmussens blæserkvintet er komponeret i 1896, men lyder snarere af 1816. Samtidig er den en forløber for det 20. århundredes genoplivning af genren! I al uambitiøs korthed er den skrevet med ynde og sikker hånd, og opførelsen var en fornøjelse med kærlighed og kammermusikalsk finesse. Hvor er de gode, de blæsere! Strygekvartetten gav et udvalg af Hans Abrahamsens finslebne '10 præludier' - skarpt og stramt karakteriseret, om end finalen var lidt til den hektiske side. Mere nyhed var der i den 20-årige Nicolai Eghorst, der med sin klarinet netop har vundet en førstepris i konkurrencen Øresunds-Solist. Med DiamantEnsemblets strygere spillede han aftenens eneste ikkenordiske værk, 'Introduktion og tema med variationer' af Carl Maria von Weber, teknisk sikkert med naturlig autoritet og - ikke mindst i den langsomme indledning - en favnende frasering. Hvad man savnede var i første række en ædlere tonedannelse og sikrere ansatskontrol.