Han er blevet en ældre herre at se til, den brasilianske pianist Nelson Freire, der forrige år måtte melde afbud som solist med Radiosymfoniorkestret. Men selv om det ikke var de vilde sambarytmer, der rystede den lille, hvidskæggede mands krop, så var han helt frisk ved Torsdagskoncerten, hvor forventningsfulde danske fans så endelig fik legenden – ubetinget sæsonens største klaversolist i DR-regi – at høre. Freire er Martha Argerichs foretrukne klaverpartner, men i mange år har han ligget lavt i landskabet. Nu er han, næsten som en anden zombie, steget op af graven, har tegnet eksklusiv kontrakt med pladeselskabet Decca og dyrker igen det repertoire, der er hans kernekompetence: det højromantiske. Chopin, Schumann og – som ved de to københavnerkoncerter i denne uge – Brahms er Nelson Freires domæne.
Symfonisk storformat
Brahms’ anden og sidste klaverkoncert har symfonisk storformat. Den kræver begærlige, stærke, men også melodisk sensible hænder plus en evne til at trække sart poesi frem af den komplekse klaversats, som mindre musikere end Freire ville fortabe sig i. Freire gjorde modsat. Lod nebengeschæft være nebengeschæft og lod Brahms’ lange, lyriske linjer synge.
At sætte den 61-årige, sensommermodne Freires roligt åndende klaverstil sammen med Schønwandts favnende, varme orkesteropfattelse var en god idé. De to passede sammen. Efter en på alle måder ’Light Ouverture’ af Poul Ruders (tænk amerikansk cowboymodernisme dyppet i champagne) gav de os en bredt udfoldet Brahmsoplevelse af den ældre skole.
Himmels lang
