Der er ikke så langt fra det storslåede til det umådeholdne. En tanke, der tidligere har kunnet strejfe mig, når jeg hørte den svenske pianist Jakob Karlzon spille.
Sådan er det ikke længere. Hans spil er ikke blevet mindre vidtfavnende eller mindre ekspansivt, men det er nu behersket af et større overblik, således at der råder en fin balance imellem hans evne til at lade sig føre med af musikken og at have kontrol over den.




























