Som signal om musikkens stratosfæriske stræben gik Kents sanger og sangskriver Joakim ’Jocke’ Berg på scenen i K.B. Hallen med fødderne i sølvblanke sneakers.
Bortset fra det var der ikke noget udvendigt stjernehejs over ham. 13 år efter Kents albumdebut kan Joakim Berg på afstand stadig gå for at være en ung splejs, der får for lidt at spise og på en scene lader sit indres turbulens komme til udtryk ikke blot i sang, men også i charmerende kejtede, kantede bevægelser.
Men Joakim Berg er ikke længere nogen skoleelev fra den svenske flække Eskilstuna.
En rock-institution
Han er forsanger i et band, som i løbet af de senere år er blevet en institution i hele Skandinavien. Få måneder efter Kent senest var i Danmark, kunne de igen fredag og lørdag spille udsolgte koncerter i større sale i henholdsvis Århus og København.
Med sig i bagagen i denne omgang havde de et par tunge, svenske ’Grammis priser’ for blandt andet sidste års bedste svenske album, ’Tillbaka Till Samtiden’. Det album var i 2007 det mest solgte i Sverige, hvor man kan møde pladebutikker, der har hele reoler afsat alene til Kents foreløbig 10. album.
Men hvad er det så med det her band, som både får en masse mænd og kvinder i trediverne og også en del gymnasieelever til at sukke efter at være i K.B. Hallen en lørdag aften?
En stemme som tweed og silke
Selv om Kent lagde ambitiøst ud med ’Vy Från Ett Luftslott’ fra deres nye og mest elektroniske album, skulle vi nogle numre ind i koncerten, før en form for forklaring viste sig.
For i begyndelsen var Kents koncert da udmærket. Men heller ikke mere. I en sang som ’Socker’ kunne man dog høre den imponerende spændvidde i Joakim Bergs stemme, og her tænker jeg ikke på alle de toner, han kan nå i dybden og højden. Det er måden, han synger på, som vækker følelser. I de dybe toner kan stemmen være tung og grov som fibrene i tweed. I de høje toner omvendt let og blød som silke.
Det er lige så sandt, som det er banalt, at man kan høre menneskelig kontrast i den stemme. I begyndelsen af koncerten blev den desværre ikke fulgt helt op musikalsk. Tre guitarer, bas, trommer og tangentspiller gjorde deres bedste, men sangene hang mindre godt sammen, end de siden kom til.
En stor håndfuld numre inde i koncerten skete der pludselig noget. Først lykkedes det at bygge hittet ’Columbus’ fra det nye album op til et niveau, hvor sammenspillet blev så tæt, fast og begejstret, at man bare ville have mere.
Hele K.B. Hallen svajede
Og derefter fik man det. ’LSD, Någon?’ om risikoen for at føle sig forladt i et forårsbegunstiget Stockholm med en optøet Riddarfjärd blev forløst i en byge af halvelektronisk guitarpop med den ikonagtige refrænlinje ’jag finns här för dig’ som hele salens fællesnævner.
Og her taler vi altså stort set hele K.B. Hallen. Fra gulv- til siddepladser sang og svajede publikum med på omkvædet. Måske var det der, Kent forstod det: at de er på hjemmebane også i København. I hvert fald så det ud, som om hele bandet resten af koncerten ville spille alt det, de kunne.
Sange som ’Kärleken Väntar’, ’Ingenting’, ’Om Du Var här’, ’Dom Andra’ og ’Musik Non Stop’ fik publikum på siddepladserne op at stå, mens de i forvejen stående havde armene i vejret. Fra ’LSD, Någon?’ og til ekstranumre som ’Berlin’, ’747’ og til sidst ’Mannen i Den Vita Hatten’ var Kents koncert stort set ét langt medrivende, håndspillet rave. Med stroboskoplys og det hele.
Til sidst var både musikken og forbindelsen mellem det her oprindelig britpop-inspirerede band og dets publikum så intens, at ambitionen om at skære igennem til stratosfæren lykkedes. Selvfølgelig kun emotionelt. Men hvad mere kan man ønske sig?
fortsæt med at læse
