Cigarettes & Alcohol’ og ’Champagne Supernova’ hed nogle af de mange ørehængere, som gjorde Oasis berømte i midten af 90’erne.
De samme titler kunne være overskriften på gruppens koncert i Forum lørdag aften: Der var fest og ballade i luften i samtlige syv kvarter.
Og da lyset derefter blev tændt igen, kunne man godt fortryde, at man ikke havde valgt at tage røjserne på lige dén aften.
Gulvet lignede noget i retning af en lavbundet svømmehal. Men selvfølgelig var det ikke klor, man kunne lugte.
Ud over øl var det derimod billedligt talt røgen fra de ramponerede skorstene i Oasis’ hjemby Manchester.
Fodbold og arbejderby
På nogle måder ligner Manchester stadig indbegrebet af en engelsk arbejderklasse- og industriby fra 1960’erne. Rødbrune murstensbarakker, raslende sporvogne og lige dele supersonisk sus og øretæver i luften, når de rivaliserende boldhold spiller mod hinanden.
Oasis holder med Manchester City, som traditionelt har været bundholdet i sammenligning med United. Lørdag fandt lillebror Liam Gallagher da også en lejlighed til fra scenen at gentage, at en af hans – mange – aversioner er Manchester United.
At holde fast i en baggrund som arbejderklasse og stige op mod stjernerne derfra som røg fra en beskidt skorsten har altid været og er stadig en essens i Oasis’ profil.
Hertil kommer så Liam Gallaghers næsvished og arrogance og storebror Noels sikre sangskriver- og guitaristgreb om britisk musikhistorie tilbage til de tidlige 1960’ere.
Charmen og larmen
I sammenligning med dengang i den såkaldte britpops store dage i midten af 1990’erne var Liam knap så bevidst hoven i Forum, hvor bandet spillede deres anden koncert i Danmark inden for få måneder.
Førhen optrådte han med solbriller, ringlende tamburin, hænderne bag ryggen og mikrofonen placeret så højt på scenen, at han var nødt til at stræbe efter at nå den. Nu er brillerne borte, og tamburinen hænger for det meste bare mellem hænderne næsten uden at blive brugt.
Men virke fornærmet på scenen og kaste skødesløst og selvtillidsfuldt omkring sig med såvel ord som lange spytklatter kan Liam Gallagher stadig. Charmen, larmen og alle de højrøstede referencer til britisk rocks store epoker er intakt.
Og selv om tidlige hit som ’Rock’n’roll Star’, ’Morning Glory’, ’Wonderwall’, ’Supersonic’ og ’Don’t Look Back in Anger’ fik de største bifald i Forum, stod de nye numre fra sidste års album, ’Dig Out Your Soul’, sig nu meget godt.
Forskellen mellem det unge og det voksne Oasis er ikke stor, men den er der.
Manchestergrupper
I begyndelsen i perioden fra 1994 til 1997 var det en blanding af britisk rockmusiks ikoner fra 1960’erne og de provokerende punkere, som lagde bunden til bandets musik.
Noel Gallagher er inderlig Beatles-fan, så det kan høres, men han tilfører idolerne en mur af melodisk guitarrockstøj, der virker medrivende.
På det seneste album er inspirationen fra Manchestergrupper som The Stone Roses og Happy Mondays blevet tydeligere end før.
Det psykedeliske islæt er mere prægnant, og hvor vildskaben tidligere mere lå i umiddelbarheden og den simple rytmik, sætter den sig nu tydeligere igennem i de tætvævede arrangementers flow.
Fremtid i nye sange
I sammenligning med de tidlige hit mangler de nye numre melodier så klare, at man kommer i tanke om britiske navne som The Kinks, Dr. Feelgood, The Animals, Slade, The Sex Pistols og især The Beatles, som hele vejen igennem ellers har været den vigtigste reference for Oasis.
Til gengæld ridser de nye sange en mulig fremtid op for Oasis.
De nye og kompakt velspillede numre er nogle af de bedste, Liam og Noel Gallagher har udgivet siden 1997.
Gamle hits hitter
I Forum var det nu de gamle hit, størstedelen af publikum foretrak. Og i den forbindelse stod det klart under en sang som ’Don’t Look Back in Anger’, at Noel Gallagher som sanger klarer sig mindst lige så godt som lillebror.
Om Oasis igen spillede The Beatles’ ’I Am the Walrus’ som sidste ekstranummer? For mere end 117. gang i træk, fordi den sang har været bandets afskedssignatur under koncerter siden 1994? Naturligvis.
Det er ikke fornyelse, Oasis står for. Det er en fejring af britiske rockkilder.
fortsæt med at læse
