Den ene kvinde efter den anden dristede sig op til scenekanten med blomster og uha, i hvert fald en af dem oplevede at blive holdt varmt og længe i hænderne, mens et par tilbedte mørke tenorøjne med ægte smil i blev hængende ved hendes.
En anden dame havde taget et rødt hjerte med – måske var det en æske chokolade? – til sin drømmetenor. Han kvitterede med at mime, hvordan hans hjerte bankede for alle de danske fans, der fredag havde fyldt Tivolis Koncertsal til sidste ståplads. Modtagelsen, da Rolando Villazón kom ind, kan bedst beskrives som kogende. Da koncerten var ved at være ovre, blev blomster givet videre til orkestermedlemmer og til dirigenten, der forsøgte at sætte dem bag øret. Fingerkyssene fløj i fast rutefart fra scenen ud til publikum.
