I en tid, hvor kvikke bemærkninger, spidse albuer og det rigtige udseende får sendt mange varmluftballoner til vejrs, er musikeren András Schiff med sin lille topmave og sin eksemplariske, rolige samlingskraft så meget desto større en oplevelse. Trods alt andet end en her kommer jeg-attitude er han en fuldstændig naturlig autoritet på en scene. Efter to fantastiske klaveraftener med Beethoven i Tivoli er det oplagt, at alle havde noget ud af at opleve Schiff dirigere Mozart i Den Sorte Diamant. Schiff vil gerne dirigere. Han er også god til det. Musikerne i Diamant Ensemblet greb en enestående chance, supplerede sig med de nødvendige ekstra kolleger fra Radiosymfoniorkestret og satte sig ned i en halvcirkel, så Schiff kunne vise, hvordan han forestiller sig, Mozarts 'Gran partita' for 12 blæsere og bas skal lyde. Resultatet var klart kalibreret. Spillet af nogle musikere, der tydeligvis var blevet kaldt til samling og til dels dæmpet ned, hvad angår individualistisk udfoldelsestrang, så det tjente helhedsindtrykket. Schiffs integritetsom musiker er lige så stor, når han dirigerer, som når han spiller klaver. Fine tempi og karakterer prægede om kap med bløde bassethorn og prikkende klarinetpar det en time lange værk. Der var tilløb til stjernestunder. Blandt andet i adagioen med dens fortryllende, ja svævende obomelodi, som nogle vil kunne huske fra Formans 'Amadeus'-film. Snerrende, skønt kontrolleret friskhed i menuetterne er heller ikke Schiff fremmed, og fokus på instrumentationen gav spændende lysvirkninger. Altid var Schiff omhyggelig med at holde den kompakte blæserklang i balance. Men hvorfor skal Radiosymfoniorkestrets blæsere tørre og højlydt puste deres instrumenter rene, hver eneste gang de har en ledig stund? Det er generende, når de gør det i deres egen koncertsal. Her var det endnu mere ærgerligt, end det måske lyder, at de på denne måde hele tiden brød den ellers sjældne koncentration og den stilfærdigt noble energi, András Schiff kan skabe. Også når han dirigerer en velovervejet Mozartfortolkning, der ellers kunne være blevet en magisk forpremiere på den kommende sæsons Diamantkoncerter.