Der skal en vis overvindelse til at klappe efter en Beethoven-sonate med András Schiff. Ikke fordi han ikke fortjener bifald. Intet kunne være mere forkert. Men det føles ikke naturligt, ikke rigtig passende, knap nok relevant; for Schiffs i det store og hele ganske afdæmpede fortolkninger søger hverken den stærke fysiske impuls eller den kathartiske forløsning, som spontant sætter klappende hænder i bevægelse. Til gengæld er de så åndeligt udmattende, at det næsten bliver fysisk mærkbart. Man er blevet stopfodret og har ganske enkelt ikke tygget af munden, når der skal råbes hurra. Schiff er en næsten uhyggeligt koncentreret musiker, der også tvinger lytteren til den yderste koncentration, for hvert anslag er betydningsladet. Ikke demonstrativt - intet kunne ligge ham fjernere - men gennem et suverænt kontrolleret underspil, der i sig selv spænder lytterens opmærksomhed til det yderste. Kun den tiende og sidste sats før pausen, den vittigt virtuose 'jagt'-finale af op. 31 nr. 3, fik et anstrøg af det flygtige. Ved røntgenagtig at gennemlyse musikken med en krystalklar redegørelse for storformalt åndedrag og små pointer, satsstruktur og retorisk impuls, sammenhænge og konsekvenser redegør Schiff ikke så meget for sit pianistiske overskud og musikalske overblik som for musikkens egen enormt fortættede indholdsrigdom, dens storhed og originalitet. Og så taler vi for torsdag aftens vedkommende endda stadig om de relativt 'små' sonater i op. 31 - foruden naturligvis den anderledes monumentale 'Waldstein'-sonate, hvor komponisten driver udviklingen et gevaldigt skridt fremad. Det er det egentlig overvældende: Han har set det hele, blotlægger det fuldstændig for os, og det er stort, hvad man ser. At gå i detaljer med, hvad han dermed får fortalt, er for så vidt en håbløs opgave, som det - helt bortset fra sprogets almindelige utilstrækkelighed - ville kræve betydeligt længere snak end musikkens spilletid, netop fordi det er så koncentreret. Omtrent hver takt kunne kommenteres. Schiffs egne bemærkninger, så indsigtsfulde de end er, der fulgte med programmet, er med deres kradsen i overfladen mest en demonstration af projektets umulighed. Blot nogle få eksempler for skams skyld: 'Instrumenteringen' af lagdelt sats, hvor baggrundsstof blev tegnet tydeligt og meningsfuldt op med fin pen uden på nogen måde at trænge sig på. 'Waldstein'-finalens sarte, ubesværet svævende klangflader med Beethovens dristige originale pedalsætning (som bestemt ikke er tænkt til det moderne Steinway-flygel, Schiff kun her foretrak for sit Bösendorfer). De karaktersikre og stramt definerede, men alligevel fortællende tempi, der kun i 1. sats af 'Waldstein' virkede en kende anspændt. Den præcise turnering af talrige humoristiske overraskelser i både nr. 1 og nr. 3 af op. 31. De skarpe, til tider chokerende accenter og de pikante, flyvende lette staccati. Og naturligvis generelle karakterer som sidstnævnte sonates underfundighed eller den foregåendes mørke lidenskab. Men nu må vi holde inde ... Ekstranummeret var Mozarts rondo i a-mol, der i en meget smuk men unægtelig også meget reserveret udgave næsten blev knust under vægten af 'Waldstein'. Og i aften, lørdag, fortsætter Schiff med 'Appassionata', 'Les Adieux' og tre andre værker sin årelange kronologiske gennemgang af Beethovens skelsættende sonatepensum, som vi er så heldige, at han vil dele med netop os.