Sceneshowet var spektakulært, da den 36-årige Beck Hansen gav koncert fredag aften i Tivolis koncertsal. Ikke på den prangende og overvældende måde, men på sin egen enkle og spidsfindige facon. Midt på scenen stod en lille dukketeaterscene, hvor en tro dukkekopi af Beck og hans fem mand store band gennemførte hele koncerten i miniature, mens de blev filmprojekteret op på bagtæppet. Det er et af den slags postmoderne trick, der godt kan gå hen og så tvivl om, hvor virkeligheden slutter og forestillingen begynder, hvilket i forvejen ikke er let at finde rede på, når man nu er havnet i Tivoli. Men det forekom umiddelbart som en passende ramme for Beck, der musikalsk er barn af den frie postmoderne legen med genrer og konventioner. Her kan et old school hiphop beat sagtens buldre under en doven bluesvokal, mens et keyboard sender små bobler af synthlyde op gennem lydbilledet. Men i løbet af aftenen blev hele scenespektaklet rundt om Becks ellers formidable sange til ren staffage, der ikke kunne skjule en i lange perioder fraværende frontmand. Først da Beck mod slutningen skrællede effekterne af showet og lod sine melankolske folk-sange tone blåt ud over scenekanten, virkede han fokuseret og tilstedeværende. Dukker gik på først Det var dukkerne, der gik på først. Til lyden af Becks slackerhymne 'Loser' dansede og vrikkede de små kopier i spotlyset sig gennem sangen, der midt i 1990'erne først gjorde Beck til en antihelt på den alternative rockscene i Amerika og siden til en MTV-stjerne i resten af verden. Bandet indfandt sig rundt om i mørket, mens Beck kom dvaskende henover scenen, og sammen lod de en liveversion af 'Loser' køre larmende henover dukkernes playback. Den fræsende funky 'Devils Haircut' og den ustoppeligt dansende 'Black Tambourine' fortsatte en eksplosiv indledning. Ved at skifte pladser og instrumenter og hele tiden være tight og nuanceret i det musikalske udtryk gjorde bandet sit til, at det kunne blive en lige så forrygende koncert, som Beck før har leveret på både Vega og i KB Hallen. Ramt af jetlag Jakkesættet og glimmeret fra tidligere koncerter her i landet var hængt i garderoben. Selv den spjættende og spagat springende dans, der var et af showmanden Becks kendetegn, var blevet overladt til en dansende fyr, der sprang rundt forrest på scenen for at gejle publikum op. Undervejs lod Beck et par ord falde om, at han havde jetlag, hvilket kunne være en grund til hans mentale fravær. Men det forklarer ikke, at hans show med de mange gimmicks, dukkedubletter, filmforvrængninger og ikke mindst den dansende substitut mest af alt mindede om henledningsmanøvre væk fra det hul i midten, som Beck skabte. Nogle kunstnere må kæmpe med fortidens triumfer gennem hele karrieren. Beck lagde som en musikalsk pendant til filmmesteren Orson Welles ud med et par mesterværker, han siden er blevet målt og vejet i forhold til. På sidste års 'Guero' indløste han dem delvist med sin tilsyneladende umættelige appetit på nye lyde og musik fra hele verden. Men til koncerten i Tivoli sneg den tanke sig ind, at han måske i stedet for konstant at forny sig i en strøm af musikalske detaljer, snarere skulle barbere sit udtryk ned og koncentrere sig om det eksistentielle mørke, der lurer i hans tekster. Det mørke, der blev så bedrøveligt smukt formuleret på den melankolske sangersangskrivers album 'Sea Change' fra 2002. Midt i et kunstnerisk vadested I hvert fald forandrede hele koncerten og Beck sig, da han to tredjedele henne alene med sin akustiske guitar tog fat i sange som 'Guess I'm Doing fine' og den sigende 'Lost cause'. Pludselig klarede Becks stemme op og han fandt fokus over for et hele tiden taknemmeligt publikum. Musikalsk sluttede koncerten med lige så høj oktan, som det begyndte. Men til forskel fra starten var Beck til stede som den bandleder, han burde have været hele vejen i stedet for at gemme sig i sit eget spektakel. Det fik ham til at ligne en mand i et kunstnerisk vadested, der nok mestrer sit showmandship, men måske ikke er så interesseret i det lige nu.