Det var sådan en perfekt Tivolisommeraften: vuggende kærestepar under ballongyngerne og den svenske singer-songwriter-diva Lisa Ekdahl på Plænen. Præcis da rådhusklokkerne bimlede 22, gik hun på scenen med et firemandsorkester og sit smukke vise-pop-repertoire. Ekdahl havde lyttet til sine fans og sang denne aften kun på svensk og fortrinsvis fra den publikumselskede debutplade fra 1994 og lidt fra den seneste skive, 'Pärlor av glas'. Men altså mest de gode gamle viser om forløst og uforløst kärlek. Lisa Ekdahl lignede en skrøbelig Elvira Madigan, som hun stod på scenen i pudderrosa pufærmekjole, med stort uglet hår og våde, søgende øjne. Hun sang som sædvanlig skønt, men for lavt. Det var, som om hun ikke fik sat mavemusklerne i hverken fjerde eller femte gear. Var hun forpustet? I hvert fald tog hun flere pauser undervejs, satte sig på en stol og tjekkede setlisten. Vendte ryggen til publikum for at kommunikere med bandet. Løb af scenen for at skifte tøj. Satte sig på hug med hovedet bøjet ned mod scenen. Forfjamsket og ukoncentreret, som om hun havde brug for at orientere sig. Ekdahl er diva à la suédoise og en excentriker. Men denne gang tog det overhånd og stjal opmærksomheden fra musikken og et ellers dygtigt band. Da 'Jeg skrek', som er et af hendes mest elskede numre, kom på, kammede koketteriet over, da Ekdahl agerede latino-temperament og flamingoattitude og skreg-sang, kom med høje hyl og trampede rundt på scenen. Normalt storflirter Lisa Ekdahl med publikum. Denne aften svømmede hendes øjne rundt oppe i himlen over os, og det var svært at få kontakt med hende. Hun var fraværende og pjattet på grænsen til det barnlige. Flere gange lavede hun små kiks, gik for tidligt i gang med at synge. Alt dette gjorde, at man blev irriteret og ukoncentreret omkring det væsentlige: musikken. Ekdahls største hit til dato, 'Vem vet', blev fremført i en sky af pjank og trutmund, som gjorde det umuligt at nyde sangen. Også 'Du sålde våra hjärtan', som er en hjerteskærende ode til en hjerteløs mand, blev sunget med introvert lukkede øjne og manglende kontakt. Når man tager til Lisa Ekdahl-koncert, forventer man ikke et adrenalinkick af en koncert. Men det fik vi faktisk denne aften. Dog ikke på en god måde, for der var noget utrygt og vaklende over sangerinden. Selv om hun er dragende og betagende denne svenske midsommerpige, virkede hun i Tivoli som en utilregnelig, men dog uladt pistol, der ikke vidste, hvad hun skulle stille op med sig selv og sin musik. Det var en ny side af Lisa Ekdahl. Jeg blev faktisk lidt bekymret for hende.