Med hede og højsommer følger uvægerligt Copenhagen Summer Festival, der dermed i dobbelt forstand bliver ét af byens hotteste steder. For trods varmen er interessen stor. Til festivalens vigtigste kendemærker hører præsentationen af unge musikere på karrierens springbræt, og åbningskoncerten var et mønstereksempel. To ynglinge - en storkrøllet cellist og en lige så romantisk hårfager pianist - gav et med god grund entusiastisk publikum et uortodokst program, som i udgangspunktet havde meget lidt med cello at gøre, for næsten al musikken var arrangeret. César Francks violinsonate udgjorde den seriøse del, og så blev der ellers fyldt efter med melodisk indsmigrende eller bravurøse stykker; men selv om de om noget er lagt an på forførelse, var det den mere indadvendte sonate, der for alvor forførte. Ikke kun er det bedre musik, den mødte også musikerne lige dér, hvor de er som mennesker og kunstnere. Francks bredtåndende melodier og farvemættede tusmørkeharmonik kan meget vel læses som nobelt akademisk senromantik, men her blev musikken bevægende forløst med en blødende ungdoms følsomt lyttende hengivenhed og sitrende nærvær. Den elegisk drømmende intensitet bag Brantelids ualmindelig smukke, sonort syngende tone blev opfanget og båret af klaverets blødt favnende klange i et gnidningsfrit, bølgende fleksibelt samspil. Ikke for intet indgik flere lyrisk stilfærdige melodier i den mere afslappede afdeling. En af dem, Maria von Paradies' 'Sicilienne', blev endda gentaget som ekstranummer. Men tyngdepunkterne var to større, betonet virtuose fantasier over temaer fra operaen 'Carmen', den ene for cello (egentlig violin) og klaver af Pablo de Sarasate, den anden for klaver solo af Ferruccio Busoni. Man behøvede ikke tvivle på, at de tekniske narrestreger morede musikerne - nok især Brantelid, som selv havde arrangeret duoen og flere andre stykker. Men det er musik, der helt overlader forførelsen til musikerne, og selv om de levede respektindgydende op til udfordringerne, manglede det sidste overskud til virkelig besnærende at pointere stykkernes effektbevidste udadvendthed. Og i hvert fald var temperamenterne ikke til den identifikation med musikken, der var så ren hos Franck.