Trommeslagerens direkte, konstant pulsskiftende, heftigt rockprægede soloer sidder i kroppen nu dagen efter, hvor anmeldelsen skal skrives. Fornemmelsen sidder i brystkassen. Som efter et slag. Eller måske i virkeligheden presset derop af de spændinger i mellemgulvet, det gav at høre tenorsaxofonisten Chris Potter i kvartetformation spille nyt materiale. Suppleret med tre numre fra hans nye cd 'Underground'. Undergrunden var klart new york'sk, og hektisk gik det for sig, mens den intense Potter fræsede derudad. Op og ned ad hornet gik det. Til tider i et inferno af en undergrundstur, hvor afvekslende og skæve taktarter prægede bybilledet, mens det flintrede af sted oven over os. Storbystress var det. Fuldt af storbymenneskets alt for mange, ofte nok interessante, men også kaotiske tanker. Numrene i første sæt hed ting som 'Train', 'Bus' og 'Boots'. Vi var på tur med en saxofonbegavelse, der nok holder det melodiske i sit spil højt - det mærker man, at han gerne vil - men som alligevel kun i Billy Strayhorn-balladen 'Lotus Blossom' hen mod slutningen af andet sæt, efter et syret tangentpræludium fra keyboardspiller Craig Taborn, gav sig hen til melodien. Det var lidt sent at gøre det. Guitarist Adam Rogers fik som regel viklet sig ind i det labyrintiske, når han havde sine mange lange soloer. Men sammen med Nate Smith, der tæskede trommerne, til de var blå og gule, kunne Potter gå flintrende amok. Smiths trommer var som det rene, skære raketbrændstof i røven på saxofonisten. Det var imponerende, hvad Chris Potter leverede. Men rørende var det ikke. Som en anden Zidane nikkede han mig, med Nate Smiths hjælp, en skalle i brystkassen. I stedet for at finde vej ind til hjertet bagved.