Positivt udtrykter Morten Schuldt-Jensens Mozart-opfattelse 'interessant'. Som omtalt i fredagsavisen arbejder han målrettet med at omsætte en 'historisk informeret' opførelsespraksis til sit moderne besatte kammerorkester med kun 15 strygere: Selv blandt 'rigtige' barokorkestre er det svært at finde så konsekvent vibratoløst spil, og sammen med en grafisk tydelig opskæring af fraserne i korte motiver skaber det et klangbillede og en stoflig overflade, hvis sprøde luftighed og detaljerede struktur i de bedste øjeblikke kan være både delikat og øreåbnende. Dertil kommer en hældning mod det iltert insisterende, vi på forskellig måde også kender fra dirigenter som Adam Fischer og Lars Ulrik Mortensen. I hornkoncerten K. 371, kendt som nr. 3, gav den transparente sats klarinetterne en uventet markant og meget attraktiv koloristisk rolle; og et sirligt artikuleret, friskt strømmende orkesterspil, der så temmelig stjal billedet fra den noget anonyme og sparsomt modulerede solist, lovede godt for koncertens vægtigere værker. Så uanstrengt fungerede dog kun enkelte satser - særlig de to symfonifinaler - i det følgende, og da uden samme tekniske sikkerhed. Og det viste sig, at hornkoncertens vellykkede klangbalance ikke skyldtes omsorg fra dirigentens side. Til gengæld fik man en masse strittende og udfordrende udsagn at bakse med. Schuldt-Jensen skruer med jernvilje musikken sammen som et meccanosæt af ideer og principper frem for at lade den leve i sig og stole på sin intuition. Resultatet er uspontant, næsten uhyggeligt glædesløst og ofte stærkt manieret. Hvad hjælper ciseleret motivstruktur, når frase ikke føjes til frase i retningsbestemt ekspanderende forløb? Og selvfølgelig kan man kalde det 'personligt', når det indledende Allegro moderato i A-dur-symfonien K. 201 omtolkes til Presto , men det betyder altså, at detaljerne ikke kan træde i karakter, tale ud og skabe mening og sammenhæng, og dermed at musikken stivner og bliver stillestående og uinteressant, hvor det modsatte var hensigten. Sære, ofte pressede tempi var der mange af. Stengæsten stolprede monsteragtigt ind i 'Pragersymfonien's indledning, og første sats af klaverkoncerten i C-dur K. 503 blev ligefrem opløst af manglende tempoenhed. Vi taler ikke om fleksibilitet - dér er Schuldt-Jensen snarest rigid bortset fra enkelte overdrivelser i formens hængsler - men om vekslende grundtempi: åbningens tilbageholdte pomposo, blæsere der for ilsomt besvarede strygerne osv. Som en ren karikatur på dirigentens fortænkte egensindighed leverede solisten det grimmeste, mest frastødende og manisk selvhævdende klaverspil i mands minde: brutalt i sin mangel på luft og syngende kvalitet i klangen, uorganisk formet og overaccentueret. Rondotemaet blev nærmest splintret i enkelttoner.