Med Coriglianos fuselsprudende og pralende 'The Mannheim Rocket' først på programmet er man ligesom ankommet! John Coriglianos opsigtsvækkende 11 minutter lange stykke musik er nu seks år gammelt, et ambitiøst postromantisk skrummel, som det er svært ikke at holde af. Fra åbningens rugende sorte hav med de uheldssvangre krusninger og den tunge messing over de Wagnerske citater fra 'Mestersangerne i Nürnberg' er Mannheim-raketten aldrig mindre end ørenåbnende. Med politifløjte og plastik, der nusses mellem fingrene - og det hele. Dirigenten Ling, der i sidste uge ikke havde held til at imponere de danske anmeldere ved sin første Tivolikoncert, var tilbage og følte sig tydeligt inspireret af i hvert fald første del af sin anden koncert. Tivolis Symfoniorkester spillede præcist og generøst i blærestykket af Corigliano, og han klædte aftenens fabelagtige solist, den 19-årige Lise de la Salle, der kunne have væltet salen med sin opførelse af Liszts 1. klaverkoncert, men i stedet valgte et blødt feminint anslag, så nænsomt smukt i andensatsen, at de la Salle straks smagte efter mere. Tænk, at Liszts virtuositet kan trænges så langt i baggrunden, at det ender med ren musik. Til gengæld var det svært at begejstres over Beethovens 5. symfoni efter pausen. Jajha Ling havde ikke gjort op med sig selv eller orkestret, hvad den skulle der, og man var ikke fri for at småkede sig. Strygerklangen i førstesatsen tenderede vulgær, overbelyst og overbetonet, og på trods af momenter af flot sonor og rugende alvor i sidste sats forblev jeg uoverbevist.